- Der er ingen grund til at have berøringsangst over for det, Henrik kæmper med, eller det faktum, at vi mangler ham her i aften. Men vi har snakket med ham i eftermiddags. Og vi lovede ham at få jer op i det røde felt.
Sådan nogenlunde faldt ordene i aftes fra Jens Unmack i Roskilde, da han adresserede det, vi alle sammen stod og tænkte på. Hvordan klarer Love Shop skærene efter først tabet af Hilmer Hassig og nu afbuddet fra den kræftsyge Henrik Hall? Og ligesom et fodboldhold enten kan falde modløst sammen efter en udvisning, eller de resterende på banen pludselig kan finde et skud ekstra energi og kompensere for manglerne, så oplevede man heldigvis, at Unmack og co. havde det i sig at vælge sidstnævnte strategi.
Overbevisende
Ikke at Halls karakteristiske karisma på en scene og ikke mindst hans distinkte mundharpespil, der er en så vigtig del af Love Shops lydbillede, ikke manglede. For det gjorde den. Især på klassikere som ' Fremmedlegionær' og ' Love Goes on Forever' med flere.
Men ikke desto mindre lykkedes det de seks herrer på scenen at levere en forrygende koncert. Der langtfra stod i nostalgiens tegn. Ikke mindst fordi sættet bød på hele syv numre fra gruppens seneste og helt formidable udspil 'Frelsens Hær', der hører til blandt deres bedste nogen sinde. Et af de mest overbevisende comeback i dansk rockhistorie nogen sinde.
Fraværet af Hassig og Hall gav også mere plads til de to guitarister Mika Vandborg og Jens Hellemann, der udnyttede den ekstra spilletid til at give Love Shops højtflyvende, skandinaviske popmelankoli et skud beskidt strengeleg, som i kombination med Mikkel Damgaards elektronik gav sangene en ny og anderledes kant.
Vores band
Selvfølgelig bliver man altid varm om hjertet over endnu et genhør med evergreens som 'En nat bliver det sommer' ( hvorfor er den ikke i Højskolesangbogen?), 'Copenhagen Dreaming' og ' Alle har en drøm at befri'.
Men det mest livsbekræftende var næsten, at det faktisk var de nye sange, der stod stærkest. 'Redningsklar' er allerede en klassiker i kataloget ligesom et par stykker mere, og 'Dit eget selvmord' et stærkt argument for, at kombinationen af pop og politik stadig kan være et effektivt våben. Især når det kombineres med en slagkraftig melodi og stærk poesi.
'Det er ikke længere vores land' - det er jo netop sådan, vi er mange, der har det lige nu. Men Love Shop er stadig vores band. Lad os håbe denne turné ikke er en svanesang.
Men hvis det desværre skulle vise sig at være tilfældet, så må man sige, at de døde med støvlerne på.