Godt råd: Luk øjnene til Dylan-teaterkoncert

Teaterkoncerten, hvor Steffen Brandt synger Bob Dylan på dansk, fungerer bedst, hvis man lukker øjnene

Steffen Brandts glimrende Dylan-fortolkninger vandt absolut intet ved at blive sat klodset i scene - snarere tværtimod. (Pr-foto)
Steffen Brandts glimrende Dylan-fortolkninger vandt absolut intet ved at blive sat klodset i scene - snarere tværtimod. (Pr-foto)

'Baby Blue'. Medv.: Steffen Brandt, Trine Dyholm m.fl. Instr. Kamilla Wargo Brekling og Niclas Bendixen. Spiller frem til 23. januar på Betty Nansen Teatret, København

– I Århus skyder man ikke papegøjen. Der skyder man hellere sig selv i foden størrelse 44 1/2, lyder det med vanlig brandtsk ironi fra Betty Nansens scene.

Men som man for ganske nyligt kunne høre på cd’en ’Baby Blue’ slap denne Steffen Brandt dog mere end hæderligt fra den nærmest herostratisk umulige opgave at omskrive Bob Dylans sproguirlander til sangbart dansk. Som dog blev tynget lidt ned af Nikolaj Nørlunds noget monokrone produktion.

Projektet har også udmøntet sig i en såkaldt teaterkoncert. Og for nu at tage koncertdelen først, så fik den musikalske side af sagen for alvor vinger i en livesituation spillet af et blændende hold med langt mere pondus, nerve og variation end på pladen. Det var ganske enkelt en udsøgt fornøjelse.

Desværre havde man også valgt at indskrive Trine Dyrholm, der vist skulle fungere som en slags bindeled mellem bandet, performere og scenografi. Hvilket mildest talt ikke var noget heldigt træk.

Både fordi Dyrholm besidder en ret anonym sangstemme, men især fordi hun virkede underligt malplaceret i blandingsfeltet mellem sanger og skuespiller.

Hun lignede heller ikke selv en, der eksempelvis kunne se pointen i, at hun skulle lave akrobatik på en stige under opførelsen af ’Hvad var det du ville?’. Og hendes recitation af ’Pigen fra provinsen’ (som ikke er med på pladen) var nærmest pinagtigt akavet.

Nulløsning
Hun prøvede så at smile sig gennem sin utaknemmelige rolle. Og meget kan man sige om Dylans sange, men sødt smilende er de altså ikke.

Endnu mere distraherende var dog de fire kvindelige performere, der spjættede rundt bag orkestret, som en flok vildfarne fugle i en stærkt stiliseret scenografi, der meget af tiden bestod i, at flytte rundt på nogle hvide stole. Og svaret på, hvad i alverden det har med Dylans sange at gøre, blæser med poetens egne ord i vinden.

Det er selvfølgelig klogt nok, ikke at prøve at ’illustrere’ sangens mange billeder, men den valgte strategi lignede nærmest som en decideret nulløsning.

Med andre ord virkede ’Baby Blue’ klart bedst, hvis man lukkede øjnene og blot gav sig hen i musikken. Men så er der jo ikke megen grund til at gå i teatret, vel?

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Pixies: 'Beneath the Eyrie' (BMG-album/Ude 13. september)
2.Sean O'Hagan: 'Radum Calls, Radum Calls' (Drag City-album/Ude 25. oktober)
3.Efterklang: 'Altid sammen' (Rumraket-album/Ude 20. september)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Amason: 'Galaxy I' (Kobalt-album/Ude nu)
2.Pete Yorn: 'Caretakers' (Shelly-album/Ude nu)
3.Electric Youth: 'Memory Emotion' (Watts Arcade Inc.-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere