Coldplay: De evigglade

De sympatiske superstjerner spredte varme vibrationer i vindblæste Herning

I forhold til Roskilde Festivalen var der skruet ekstra op for effekterne og scenografien, da Coldplay gæstede Herning. (Foto: Rasmus Flindt Pedeersen)
I forhold til Roskilde Festivalen var der skruet ekstra op for effekterne og scenografien, da Coldplay gæstede Herning. (Foto: Rasmus Flindt Pedeersen)

Coldplay, MCH Outdoor Arena, Herning, søndag 16. august.

Der var engang en ædel ridder, der hed Chris. Den spinkle krøltop rejste land og rige rundt for at sprede glæde og gode vibrationer. Alle elskede ham. Og han elskede alle.

Her til aften kom Chris – med efternavnet Martin – til Herning sammen med de tre andre superstjerner i Coldplay, og også her var der kærlighed i luften. Det viste sig endda, at den sympatiske sjæl er et af de få væsener på kloden, der formår at smile bredt med en stiv kuling lige i ansigtet.

At Chris Martin er fysisk ude af stand til at vende mundvigene nedad, afslørede han nu allerede for små to måneder siden, da Coldplay lukkede Roskilde Festivalen. I forhold til den koncert havde Martin faktisk droslet ned for lune vittigheder og kvikke kommentarer, og det gjorde, at showet var knap så charmerende som på Dyrskuepladsen.

Ekstra effekter
Til gengæld var der i Herning indimellem mere bid i bandets samspil. Især trommeslager Will Champion bankede igennem, men vel at mærke uden at formøble følsomheden i Coldplays sange, der altid har følelserne uden på tøjet og inde på livet.

I forhold til Roskilde Festivalen var der desuden skruet ekstra op for effekterne og scenografien, som var et pragtstykke i sig selv. Konfettikanonerne og intimscenen ude blandt publikum kendte vi allerede, men den gigantiske storskærm, der var omtrent lige så bred som en granvoksen fodboldbane, fik øjnene til at spile sig gevaldigt op.

Desværre blev ørerne ikke altid forkælet på samme facon, for i seancens sidste del fik lidt for mange sceneskift intensiteten til at dale. At det to timers sæt atter inkluderede Michael Jacksons ’Billie Jean’ virkede ærlig talt som et billigt trick, men et par eksplosive ekstranumre gjorde det svært for alvor at blive muggen på de glade drenge.

Til sidst bukkede og najede Chris. Og levede lykkeligt til sine dages ende.

0 kommentarer
Vis kommentarer