Tordenguderne AC/DC

Ikonerne fra Sydney sendte højspænding gennem 48.000 henrykte i Parken. Så sandelig THE THUNDER FROM DOWN UNDER!

Brian Johnson i centrum for AC/DC da legenderne lynede i København. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Brian Johnson i centrum for AC/DC da legenderne lynede i København. (Foto: Thomas Lekfeldt)

AC/DC, Parken, København, fredag 19. juni

Det regnede, haglede, tordnede og lynede i går, men vejrguderne gik i hi, da de australske tordenguder i AC/DC klokken 21.43 igangsatte deres rockmusikalske demonstration af begrebet THE THUNDER FROM DOWN UNDER og blæste skyerne væk over nationalarenaen tilsat dirrende højspænding.

13 år, 1 måned og 25 dage efter slængets seneste besøg på dansk jord tonsede legendernes verdensomspændende triumftog endelig, omsider og langt om længe ind i København i slipstrømmen af ’Black Ice’, og comebackalbummets førstesingle, ’Rock N Roll Train’, agerede lokomotiv, da de gamle drenge bragede ind på Parkens perron med et rabalder, så man sådan set slet ikke var i tvivl om, hvem der ankom.

I disse eksamenstider skulle man måske ikke tro, at en halvanden meter lav fyr i skoleuniform var noget, nogen ville betale 700 kroner for at spenderede en fredag aften med, men at dømme på brølet fra 48.000 struber, havde ingen tilsyneladende det fjerneste imod at få en guitarlektion af en vis gnom ved navn Angus Young.

Pålidelig som pacemaker
Vandalen spjættede omkring som en labanagtig (ikke bandet!) Chuck Berry med en dynamitstang i endetarmen, og ’Dirty Deeds Done Dirt Cheap’ og ’Shot Down in Flames’ detonerede, så stadionets tribuner skælvede ved sammenstødet. Lyden var efter Parkens berygtede standard tålelig nok til, at man kunne nyde, at orkesteret har en rytmesektion med timing som et urværk fra alperne og pålidelighed som en pacemaker.

På dette bundsolide fundament spankulerede Brian Johnson selvtilfreds rundt i skikkelse af gryntende gavflab og lummerpervers stodder, der kort sagt er en fandens karl, som formår at få en forsamling til nogenlunde samtidigt at skråle sager som ’trotyl!’, ’hun har gonoré!’ og ’jeg er på hovedvejen til helvede!’ i et aldeles uhæmmet toneleje.

Lyn fra en blå himmel
Et AC/DC-show er et ritual med faste rekvisitter i klassisk stil med kanoner, kirkeklokker, oppustelige Rosie og Angus’ stripshow, og da kvintetten rullede noget af det tungeste artilleri ud under en voluminøst vuggende ’Hells Bells’, var der vist ingen som fortrød, at de ikke var taget i Tivoli til Thomas Helmig.

’Shoot to Thrill’ plaffede efterfølgende Parken helt bagover, men i forhold til den fuldkommen forrykte vanvidsenergi gruppen udviser på de navnkundige BBC-optagelser af ’Rocker’ fra 1977, så savner AC/DC måske nok ungdomsårenes tøjlesløse anarki og Bon Scotts utilregnelige galskab. Taget i betragtning at d’herrer nu holder en gennemsnitsalder på 57, så er deres djævelske drive ikke desto mindre allerhelvedes imponerende.

Charmerende sjofle ’The Jack’ kravlede over scenekanten på dets brunstige beat fra endnu en blævrende boogie, og selv om Angus fumlede lidt med introen til ’Thunderstruck’, så beviste tordenhymnen, at lynet sagtens kan slå ned fra en blå himmel. Størstedelen af de fem numre fra ’Black Ice’ fik derimod fadølsfesten til at flade noget ud, men så kunne man i det mindst spæne hen og strinte under ’War Machine’ og ’Anything Goes’ uden at gå glip af noget.

Forudsigelig festivitas
En version af ’Let There Be Rock’ på hele 19 minutter med maratonsolo af utrættelige Angus blev trukket unødigt i langdrag fra et podie ude blandt publikum, før den forventede og forudsigelige festivitas sluttede 23.47 med de sidste drøn af ’For Those About to Rock (We Salute You)’, der sparkede publikum langt ud i natten med visheden om, at folket fik nøjagtigt, hvad de kom efter.

Deres udsendte har oplevet AC/DC syv gange over de seneste to årtier, og fra London over Kiel til Stockholm har forskellen højst været som fra en Tuborg til en Carlsberg, men AC/DC er alligevel forfriskende hver gang på linje med en kold dåsebajer, der nok er et uddødt fænomen, før den sidste fan holder op med at svinge manken til disse rockmusikkens uforlignelige og uopslidelige underholdere.

Så vi ses naturligvis næste gang. Og næste gang. Og næste gang...