Hygge i helvede med Machine Head

Den californiske metalmaskine kæmpede sig frem til en arbejdssejr på Orange Scene

Machine Head - og især den karismatiske frontmand Robb Flynn - sparede ikke på energien på Orange Scene. (Foto: Jesper Mortensen)
Machine Head - og især den karismatiske frontmand Robb Flynn - sparede ikke på energien på Orange Scene. (Foto: Jesper Mortensen)

Machine Head, Orange, Roskilde Festival, søndag 8. juli

4
5
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

- I am Hell!

Når en metalkoncert starter med de viise ord, ved man bare, at man er i godt selskab. Helvede er nu engang bare et hyggeligt sted at opholde sig, mens man headbanger. Og Machine Head var ingen undtagelse.

Det var - ifølge frontmand Robb Flynn - Machine Heads tredje besøg på Roskilde Festival, og i år havde Oakland-kvartetten fået den efterhånden hæderkronede heavy-position på Orange Scene tidligt søndag aften, hvor ikke mindst Slayer har udrettet mørke mirakler tidligere år.

Solstik og guitargrød
Noget mirakel var der nu ikke tale om her. Det første kvarter var højttalerne overdænget med guitargrød, og det lod til, at lydmanden havde fået solstik. Men så kom klarheden og skarpheden, og Dave McClains atletiske trommespil fik den stramme lyd, det fortjente.

Californierne kunne godt fylde den enorme scene i forhold til karisma og musikalsk gennemslagskraft, men det stod sløjt til med publikumstilstrømningen, og da d'herrer desuden havde det med at forlade scenen mellem numrene, kneb det med at fastholde intensiteten.

Hærdede veteraner
Machine Head hører dog ikke uden grund til blandt metalscenens mest hyldede veteraner, og det er imponerende, hvordan deres sangskrivning har holdt et stabilt kreativt niveau i 20 år. På deres seneste par plader er de sågar nærmest blevet genfødt med en mere episk lyd, som de gladeligt indrømmer er kraftigt inspireret af de danske metal-ikoner, Mercyful Fate.

Højdepunktet på Orange var da faktisk heller ikke en gammel traver, men nyheden 'Darkness Within', der starter helt akustisk og kulminerer med kaskader af grum guitar og ruskende tyfontrommer. Flynn hyldede countrylegenden Willie Nelson, da han introducerede nummeret, hvilket blot understregede den alsidighed, som Machine Head hjertens gerne må dyrke 20 år mere.

Og mon ikke også go'e, gamle Willie ville have hygget sig i Helvede denne satans søndag?

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Musik
Mest læste i Musik
Hent flere

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Imperial State Electric: 'Anywhere Loud' (Psychout-album/Ude 16. februar)
2.Tyler Childers: 'Purgatory' (Hickman Holler-album/Ude 5. januar)
3.Joan As Police Woman: 'Damned Devotion' (PIAS-album/Ude 9. februar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.New Order: 'NOMC 15 - Live' (Mute-album/Ude nu)
2.Wilco: 'A.M. - Special Edition' (Sire-album/Ude nu)
3.Whitney: 'Light Upon the Lake - Demo Recordings' (Secretly Canadian-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen