Lyden af lykke

Salig stjernestund med mageløse Wilco på Det Kongelige Teater søndag aften

Jeff Tweedy og Pat Sansone fra Wilco - en tredjedel af en sublimt spillende sekstet. (Arkivfoto: AP)
Jeff Tweedy og Pat Sansone fra Wilco - en tredjedel af en sublimt spillende sekstet. (Arkivfoto: AP)

Wilco, Det Kongelige Teater, København, søndag 8. november

Wilco handler dybest set hverken om sangene, sangeren, stemningerne eller stilen - kernen i gruppens pragtfulde verden er supermændenes formidable samspil.

De senere år har sekstetten fra Chicago ubesværet og begavet gjort sig til fornyere i den nordamerikanske tradition for organisk rootsrock, og orkesteret har på overdådig vis opdateret det salige svaj fra mesterlige ensembler som Grateful Dead, The Band, Crazy Horse og Los Lobos ved hjælp af alt fra avantgardestøj til krautrock.

På Det Kongelige Teater her til aften fyldte Wilco med største selvfølgelighed den historiske sal tilsat en himmelstræbende fryd, der ikke mindst lettede på Nels Clines ekvilibristiske guitarspil og Glenn Kotches overvældende rytmesans i slagsmålet med et arsenal af alskens trommer og percussion.

Flyvende tæppe
Gruppens aktuelle skive, ’Wilco (The Album)’, er måske nok en parentesplade i deres imposante produktion, men dystre ’Bull Black Nova’ er et nyt nøglenummer for Wilco, der leverede den besættende skæring med magtfuld pondus.

I en usædvanligt homogen koncert fuldkommen renset for middelmådighed føltes ’A Shot in the Arm’ som den ultimative rockrus, mens det guddommelige groove under svalende ’Impossible Germany’ forvandlede ens sæde til et flyvende tæppe.

- Best band in the world! blev der råbt fra en af balkonerne i koncertens start, og efter næsten to en halv helhjertede timer med Wilco var der vist ikke mange, der var uenige i den påstand.

Bedriften bliver unægtelig ikke mindre imponerende af, at Wilco har optrådt omtrent ligeså blændende i Lille Vega og på Roskilde Festival, så denne aften var ikke et enestående under - det er såmænd bare niveauet hos et band, der forstår, ånder og elsker musik.

Fabelagtigt.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Pixies: 'Beneath the Eyrie' (BMG-album/Ude 13. september)
2.Sean O'Hagan: 'Radum Calls, Radum Calls' (Drag City-album/Ude 25. oktober)
3.Efterklang: 'Altid sammen' (Rumraket-album/Ude 20. september)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Amason: 'Galaxy I' (Kobalt-album/Ude nu)
2.Pete Yorn: 'Caretakers' (Shelly-album/Ude nu)
3.Electric Youth: 'Memory Emotion' (Watts Arcade Inc.-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere