T for tusindkunstner

Booker T. og hitmagerens berømte Hammond-orgel fik Odense til at blævre af fryd

Booker T. - trods udfald var manden fra Memphis en elskværdig oplevelse. (Foto: Anders Brohus)
Booker T. - trods udfald var manden fra Memphis en elskværdig oplevelse. (Foto: Anders Brohus)

Booker T., Odense Internationale Bluesdage, Posten, fredag 6. november

Odense Internationale Bluesdage har ganske beundringsværdigt formået at hive sjældent sete veteraner til Fyn de senere sæsoner, og efter Ike Turners farverige seance i 2007 var det i år selveste Booker T., der var den lille festivals store navn.

Multitalentet fylder 65 på torsdag, men det så bestemt ikke sådan ud, da kapaciteten fra Memphis graciøst gik på scenen i skikkelse af nobel gentleman og med en holdning som Harry Belafonte satte sig til rette ved det Hammond-orgel, han gennem årene har fået til at blævre så uimodståeligt i utallige sammenhænge.

På velbesøgte Posten lagde han i et noget feedback-hylende lydbillede ud med skæringer fra forårets ikke synderligt vellykkede comebackplade, ’Potato Hole’, men glimrende understøttet af en klædelig trio virkede de gungrende grooves lidt mere levende live.

Stedsegrøn skæring
I løbet af koncertens 95 minutter gav den sympatiske tusindkunster naturligvis også talrige prøver på sine eminente instrumentalnumre fra tiden i 60’erne som centrumsfigur for Boooker T. & the M.G.’s, hvis stedsegrønne ’Green Onions’ blev serveret i en vidunderlig udgave.

Som kapelmester for husorkesteret hos Stax Records har Booker T. skrevet, produceret og spillet med på et utal af klassikere, og i Odense slyngede han guitaren over skulderen midtvejs med lidt svigtende resultater og sang blandt andet habile versioner af ’Born Under a Bad Sign’ samt ’(Sittin’ On) The Dock of the Bay’.

En helt anderledes elskværdig, til tider frydefuld og mådeholden optræden end den Mr. Turner udbasunerede og ikke mindst en pragtfuld påmindelse om, at det faktisk er muligt at ældes med værdighed i showbusiness.

1 af 2 Booker T. - serverede blandt andet en delikat version af evergreenen 'Green Onions'. (Foto: Anders Brohus)
2 af 2 Booker T. - trods udfald var manden fra Memphis en elskværdig oplevelse. (Foto: Anders Brohus)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Pixies: 'Beneath the Eyrie' (BMG-album/Ude 13. september)
2.Sean O'Hagan: 'Radum Calls, Radum Calls' (Drag City-album/Ude 25. oktober)
3.Efterklang: 'Altid sammen' (Rumraket-album/Ude 20. september)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Amason: 'Galaxy I' (Kobalt-album/Ude nu)
2.Pete Yorn: 'Caretakers' (Shelly-album/Ude nu)
3.Electric Youth: 'Memory Emotion' (Watts Arcade Inc.-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere