Cowboy med klasse

Ekstraordinær opvisning af Lyle Lovett i Randers, hvor texaneren var mindst ligeså vidunderlig, som han er underlig

Lyle Lovett - gentleman med mere hele vejen fra Klein i Texas til Værket i Randers. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Lyle Lovett - gentleman med mere hele vejen fra Klein i Texas til Værket i Randers. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Lyle Lovett, Værket, Randers, fredag 27. marts

5

Det er alt for sjældent, at danske koncertarrangører får lokket ærkeamerikanske countrykoryfæer til landet, men her til aften stod Lyle Lovett for første gang på en dansk scene, og det blev en på alle måder exceptionel oplevelse i Randers.

Den 51-årige texaner er nu også noget ganske særligt, hvad enten han underholder i hjemstatens Austin, Houston eller San Antonio, for trods traditionelle tendenser og indgående kendskab til genren, så har Lovett sin helt egen indgangsvinkel på countrymusikkens konventioner.

Manden er en ypperlig ambassadør for Det Milde Vesten, og tilsat underfundig lune blander han gospel, blues, honky tonk, bluegrass og western swing med et nærmest jazzet svaj, og det var en frydefuld nydelse at se ham boltre sig såre ubesværet på Værket, der stor set var udsolgt og i øvrigt meget lydhør overfor den usædvanlige gæst.

Eminent entertainer
Lovett blev bakket op af fire førsteklasses musikanter, der sagtens kunne få deres akustiske instrumenter til at virke elektriske på for eksempel blændende udgaver af muntre ’Keep it In Your Pantry’ og ’Up In Indiana’, mens den knugende alvor ikke mindst blev repræsenteret af en hjerteskærende vemodig fortolkning af Townes Van Zandts ’Flyin’ Shoes’.

Spillemanden ligner måske ikke lige umiddelbart en tikkende humørbombe, men med en humor så tør, at man skulle tro, han ikke kunne svede, så var Lovett en eminent entertainer med vittigt vid og naturlig timing.

To en halv times helhjertet stjernestund blev skamferet en anelse af troubadourens forkølede stemmebånd og et lydbillede, der fremstod en smule skingert, når drengene flåede hårdt i tarmene, men det var mindre skønhedspletter på en stor skøn aften i Randers.

Han burde jo staves Lyle Love It.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Musik
Mest læste i Musik
Hent flere

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Imperial State Electric: 'Anywhere Loud' (Psychout-album/Ude 16. februar)
2.Tyler Childers: 'Purgatory' (Hickman Holler-album/Ude 5. januar)
3.Joan As Police Woman: 'Damned Devotion' (PIAS-album/Ude 9. februar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.New Order: 'NOMC 15 - Live' (Mute-album/Ude nu)
2.Wilco: 'A.M. - Special Edition' (Sire-album/Ude nu)
3.Whitney: 'Light Upon the Lake - Demo Recordings' (Secretly Canadian-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen