Parken smadrede Springsteen

En forårsdag i lydhelvede med den svedende folkeforfører og verdens værste akustik

Springsteen, Max Weinberg og Little Steven kæmpede forgæves. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Springsteen, Max Weinberg og Little Steven kæmpede forgæves. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Bruce Springsteen & The E Street Band, Parken, København, tirsdag 14. maj

Parken har krævet mange ofre i årenes løb, og på en forårsdag i lydhelvede bukkede også Bruce Springsteen under for betonkatedralens komplet uanstændige akustik.

Det lignede en god koncert, da en af de mest hårdtarbejdende rockstjerner i showbusiness fremturede i vanlig bombastisk stil, men det lød simpelthen rædselsfuldt.

Som en udpint transistorradio skruet op på 11 i en blikspand.

Se video fra Springsteen-koncerten her

Et ensemble bestående af Elvis, Mozart, Sinatra og Hendrix kunne ikke have gennemført en vellykket koncert under de forhold.

Men Springsteen og hans E Street Band prøvede ihærdigt foran 50.000 i den udsolgte nationalarena.

- Hej København! Hvordan går det, udbrød den 63-årige veteran fra New Jersey som velkomstsalut på et dansk, der var mere gebrokkent end Prins Henriks.

I stil med sidste sommers show på Roskilde Festival var Springsteen rundt og hilse på de forreste rækker, så det mindede om et vælgermøde under en præsidentkampagne.

Hele 'Born to Run'
Han fik tilmed et fugtigt kindkys under ’Spirit in the Night’, inviterede nogle yngre fans på scenen til en svingom gennem ’Pay Me My Money Down’ og bællede sågar en fadøl nede foran tidligt i den noget flade folkefest.

Et herligt indslag. Og med det energiniveau svedte han den nok ud på et kvarter.

Bossen uden Bruce

Musikken gled ikke så nemt ned, og især bassen og trommerne buldrede og bragede i en uskøn kakofoni, hvor nuancer, detaljer og guitaristerne Nils Lofgren og Steven Van Zandt bare forsvandt.

Symptomatisk var der vilje og selv fandenivoldskhed på et nummer som publikumsønsket ’Radio Nowhere’, men det kom bare ingen vegne.

Aftenens store overraskelse var en efter forholdende glimrende ’Loose Ends’, og det vakte en del jubel, da Springsteen annoncerede, at han ville spille albummet ’Born to Run’ fra start til slut.

Midaldrende fans
Konceptet havde dog stort set ingen effekt på publikum, der eksempelvis nærmest overdøvede de stille passager i ’Backstreets’. Den midaldrende forsamling ville vist hellere høre hele ’Born in the U.S.A.’, men de fik da både titelnummeret, ’Glory Days’, ’Bobby Jean’ og uimodståelige ’Dancing in the Dark’.

En indædt ’Badlands’ fremkaldte for første gang en stemning, der mindede om eufori, men det var over to timer inde i seancen, som varede fra klokken 20.13 til 23.21.

Mandfolk i modvind

Bedre sent end aldrig var der mere smæk for skillingerne med en flot ’Brilliant Disguise’ og endnu en vellykket overraskelse i form af sjældenheden ’Light of Day’, der nærmest bragede gennem tribunerne uden hensyn til det rungende rabalder.

Koncerten var Springsteens ikke mindre end ottende på dansk grund i løbet af de seneste ti år, og den niende finder sted torsdag i Herning, der minsandten har bygget en arena, hvor der er tænkt på akustikken.

Det kan 15.000 glæde sig til, mens 50.000 i Parken må undre sig over, om dem, der designede kolossen var bekendt med, at en ret væsentlig del af en koncert er lyden.