- Hvis det pisser ned, må I love at skide på det!
Sådan lød ordene fra Peter Sommer, der burde have heddet Efterår til efternavn fredag eftermiddag på Jelling Musikfestival, men ellers var opfordringen meget betegnende for den entusiasme og energi, som De Eneste To lagde for dagen.
Duoen var første større navn på hovedscenen, og de havde unægtelig svære betingelser med blæst og byger op til showtime, men selv solen tittede såmænd glimtvist frem under det lille orkesters opmuntrende seance.
Smil på læben
Simon Kvamm er en mand, der vil frem selv i strid modvind, og gåpåmodet drev De Eneste To sikkert henover den pløreindsmurte græsmark i Sydjylland, hvor gruppens ellers noget uforløste album fra i fjor blev forløst med hånden på hjertet, guitar i næven og smil på læben.
Ikke alle de kække ordgøgleres sange er lige træfsikre, og af og til klappede man nu mere fordi, det var hundekoldt, men De Eneste To gjorde, hvad de kunne for at få det bedste ud af omstændighederne, der var alt andet end optimale.
Respekt for det.