Flagrende stortalent

Matthew E. White forløste desværre ikke helt takterne fra den mesterlige debutplade

Matthew E. White havde svært ved at trænge igennem til et storsnakkende publikum - et gennemgående problem på årets festival. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
Matthew E. White havde svært ved at trænge igennem til et storsnakkende publikum - et gennemgående problem på årets festival. (Foto: Claus Bjørn Larsen)

Matthew E. White, Odeon, Roskilde festival, lørdag 6. juli

Da Matthew E. White fra Richmond, Virginia sidste sommer udsendte sit debutalbum ’Big Inner’ var det egentlig mest tænkt som et visitkort fra hans pladestudie og produktionsselskab Spacebomb, men de fremragende sange og den organisk vuggende blanding af gospel, soul, country og rock, der trækker markant på de tidlige halvfjerdseres lydæstetik fik overraskende stort hul igennem, og pludselig var Matthew E. White ganske fortjent udråbt som et af årets store håb.

Desværre var hans første besøg i Danmark en noget ujævn størrelse, der i starten var præget af et irriterende rodet lydbillede, hvor de otte musikere (bl.a. tre danske blæsere) havde alt for travlt med at fylde alt for meget – ikke mindst den voldsomt dominerende bassist, der burde overveje at søge plads i et funkorkester i stedet.

En coverversion af Neil Youngs ’Are You Ready for the Country?’ efterfulgt af ‘Big Love’ fik tingene til at falde i hak for en stund, men helhedsindtrykket forblev lidt for flagrende. En monumental finale med den hymneagtige ’Brazos’, der ledte tankerne hen på Spiritualized i deres mest opløftede øjeblikke samt Whites vindende væsen (der bød på anekdoter om både ungdomsidolet Peter Schmeichel og Justin Bieber) hiver dog akkurat seancen op på fire stjerner.

0 kommentarer
Vis kommentarer