Lene Nystrøm var i dagens anledning klædt ud som SM-bidronning, men der var nu ikke mange smæk for skillingerne i Tivoli sent fredag aften, selv om det stadig er relativt billigt at gå til koncert i forlystelsesparken.
Det var et lettere bizart skue, da familien Danmark fra klokken 22 blev vidne til et sjældent vulgært show af Aqua, der var slappe musikalsk men anderledes struttende rent attitudemæssigt.
Længe over deres sengetid blev småbørn på forældrenes skuldre underholdt på underlødig vis, mens René Dif under verdenshittet ’Barbie Girl’ placerede sin mikrofon foran Nystrøms læderbeklædte underliv og smilede fjoget. Godt nok smagfuldt.
Parrede sig med piano
Nystrøm selv forsøgte at parre sig med alt fra husbondens piano til en trappe på scenen, og da koncerten sluttede med gruppens nye single, ’Fuck Me Like a Robot’, var det lige før, at det ville have været mere passende, hvis Kongerigets mest populære band i stedet havde optrådt et par hundrede meter væk på Waterloo.
’Fuck Me Like a Robot’ var et af hele fem overvejende ganske hårdtpumpede nye numre, som gruppen spillede gennem det halvanden time lange sæt, og at dømme på publikums reaktion, så bliver Aquas første studiealbum i 11 år, der efter planen udkommer 5. september, ikke endnu en massesucces.
Gammelsmølfen Lene
Ifølge Tivoli var der 31.580 på Plænen - der er plads til 33.000 - og forsamlingen småpludrede lystigt under balladerne ’My Mamma Said’ og ’Aquarius’, mens hitmagernes melodiske tæft stadig er umulig at holde ude af knolden, når ørehængere som enerverende ’Roses Are Red’, ’My Oh My’ og ’Doctor Jones’ dunker derudad.
NY AQUA-SINGLE: GAMMELT VAND PÅ NYE FLASKER
Frederik Thaae - ukendt fra A Kid Hereafter - var en del af Aquas nye backingband, men drengene gjorde hverken fra eller til, og det er svært at gennemskue, hvad orkesteret egentlig vil med deres musik nu om stunder. Kvartetten har efterhånden en gennemsnitsalder på over 40, og selv Nystrøm kan betragtes som gammelsmølf i popregi.
I Tivoli var der pop for børnene og porno til de voksne, men det samlede resultat var nu mest af alt bare plat.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.