Cohen og kronjuvelerne

Nålestribet nostalgi med legendariske Leonard Cohen, der åbnede sangskatten foran Rosenborg Slot som gavmild gentleman

Leonard Cohen - den gamle mand og sangene gav 11.000 stemningsfuld midnatsforestilling på pragtfuld sommeraften i København. (Foto: Uffe Kongsted)
Leonard Cohen - den gamle mand og sangene gav 11.000 stemningsfuld midnatsforestilling på pragtfuld sommeraften i København. (Foto: Uffe Kongsted)

Leonard Cohen, Rosenborg Eksercerplads, København, lørdag 5. juli. Cohen optræder i Rådhusparken, Århus, 6. juli.

Leonard Cohens tidligere manager har stjålet ikonets bugnende pensionsopsparing, og det skulle efter sigende have tvunget den 73-årige mester fra Montreal tilbage på landevejen, som han ellers har drejet udenom de sidste 15 år. Her til aften nåede Cohen til København, og lad os håbe hans nye revisor snyder ham for comebackturnéens hyre, for vi skulle nødig vente til guldgubben er 88, før han drager af sted igen.

Men manden har faktisk gjort sig fortjent til hver en skilling og den næsten andægtige applaus, der overstrømmede koncertens ikke mindre end to en halv time, hvor låget blev løftet af sangskatten på Eksercerpladsen foran Rosenborg Slot i hjertet af hovedstaden.

Som en gavmild gentleman øsede veteranen af sin visdom, og tilsat en lumsk lurendrejers syndigt charmerende smil var nostalgien nålestribet, da Cohens elegant underspillende orkester støttede stjernen iført fløjlshandsker og listefødder. Indledningsvis var volumen simpelthen så dæmpet, at småpludren blandt publikum overdøvede ensemblet, og første sæts bundniveau var nogenlunde ligeså højt, som topniveauet og lydstyrken var lav.

Hensynsløst hengivende
Da solen gik ned bag scenen, intensiverede stemningen, og kort efter pausen fik en åndeløs udgave af ’Suzanne’ forsamlingen til at forstumme fuldstændig, og det føltes som 11 og ikke 11.000 havde fyldt det smagfuldt indrette areal, der ifølge arrangørerne blev udsolgt kort før koncertstart.

Den velbrummende verdensmand tog en bevægende tur gennem ’Boogie Street’, og snart luskede han videre med en vidunderlig version af ’I’m Your Man’, og det var han såmænd stadig i en løssluppen og lummerfunky leg omkring ’First We Take Manhattan’.

Klassikerkavalkaden var generel mere hyggelig end hjertegribende, men det passede tilsyneladende det hensynsløst hengivende publikum fortrinligt, og Cohen kunne få mange minutter til at gå med at bukke, løfte hatten og introducere orkesteret så mange gange, at man modstridende vil være i stand til at erindre navnene på alle ni, hvis legenden nogensinde skulle komme igen.

Gør han ikke det, var det i hvert fald en værdig afsked med en smuk taber, der sejrede til sidst.