Marilyn Manson har et halvgammelt nummer, der hedder ’Rock Is Dead’, men i sidste halvdel af 1990’erne genoplivede vandalen vitterligt resterne af djævelens musik med herligt iscenesat chokeffekt og sylespids kultursatire.

Både ’Rock Is Dead’ og Manson selv lød dog skindøde i Valby Hallen, hvor beskedne 3000 sortklædte disciple blev udsat for en skræmmende ligegyldig bøhmand i harmløs tomgang gennem blot 60 uinspirerede minutter.

Den snerrende sadisme og det frådende raseri, der kendetegnede storhedstidens medrivende koncerter i K.B. Hallen og Forum var afløst af en slatten ølmave-karikatur af fordums pondusfyldte vanvid.

Selv glimrende sange som ’The Dope Show’ og ekstranummeret ’The Beautiful People’ var uden den fornødne gennemslagskraft, men fortolkningerne af Depeche Modes ’Personal Jesus’ og Eurythmics’ ’Sweet Dreams (Are Made of This)’ ansporede dog en vis tilstedeværelse hos den 43-årige showmand fra Ohio.

Utallige kostumeskift, byger af konfetti og andre gimmicks kunne imidlertid slet ikke dække over, at frøken Manson både lignede og lød som et fortidslevn med den ene stilet i graven.

Hvil i fred.