For mange er Prince synonym med ’Purple Rain’, men for de 18.000, der oplevede legenden lørdag på Amager, så er det også en helt anden slags regn, man fremover vil associere med manden fra Minneapolis.
Det skybrud, der uden varsel ramte 10-øren klokken 22.35, var ubønhørligt voldsomt og som at tænde en nyafkalket styrtbruser, men inden vandmasserne uundgåeligt tvang Prince af den plaskvåde scene efter knap halvanden time, kunne veteranen sagtens nå at minde om alt det, der gør ham til en både fantastisk og frustrerende festarrangør.
Som et nytårsfyrværkeri
Naturtalentets udstråling kan lyse en gråvejrsdag op som et nytårsfyrværkeri, og tusindkunstneren kan synge, spille og danse røven ud af bukserne på alverdens andre blærerøve, men hvor ville man dog ofte ønske, at Princes overskudsagtige evner af og til blev placeret i mere beherskede rammer.
Der var lidt for meget lir og lidt for lidt musik, mens den 53-årige kapacitet tilsat vanligt anarki for rundt som en sølvkugle i en flippermaskine. Den jyske bassist Ida Nielsen og resten af det blot hæderlige backingband kunne da heller ikke helt følge med chefen, der ikke har formået at matche de støtter som forbillederne Jimi Hendrix, Sly Stone og James Brown lænede sig op ad.
I et afsindigt tempo fortolkede Prince alt fra brudstykker til hele værker af blandt andre Bob Dylan, Bob Marley, Sly Stone, Chip Taylor, Tommy James og Michael Jackson, mens han naturligvis også dryssede om sig med egne hits, der svingede fra en gumpetung 'Take Me With U' over en svulstig 'Cream' til klædelige 'Raspberry Beret' og ikke mindst 'Purple Rain'.
Publikum i rampelyset
Sidstnævnte serverede Prince umiskendeligt tilsat hysterisk patos, og under guitarsoloen blev luften skudt fuld af konfetti som en tidlig kulmination på en koncert, der sluttede alt for tidligt.
I forhold til de sætlister Prince har præsteret tidligere på sin europaturné, så var der nok omkring en times show tilbage på Amager, da himlen åbnede sig, men typisk for excentrikerens sans for timing så sluttede det, mens han havde inviteret bas-pioneren Larry Graham og en snes kåde publikummer op i rampelyset.
Afdanket Chaka Khan
Hvis vejrguderne hørte efter, så havde de ladet Prince lege færdig og i stedet sendt en haglbyge og et par lyn ned, da resterne af Chaka Khan gjorde sig selv til grin som det sidste af flere opvarmningsnavne før hovedretten.
CHAKA KHAN SOM FLAD SKRIGEBALLON
Madammens show i Tivoli i 2008 var pinefuldt ringe, men den 58-årige hystade fra Chicago formåede minsandten at være endnu værre denne gang. Omtåget og virkelighedsfjern tumlede og fumlede Khan omkring under en parodi på en koncert, og kun hendes afsindigt skingre stemmeføring forhindrede, at man faldt i søvn.
Det er vist det, man kalder afdanket.