Selvmord af Suicide

Legionærerne fra New York leverede livløs nostalgi på Statens Museum for Kunst

Alan Vega - messede ganske harmløst i front for Suicide sent fredag i København. (Foto: Anthon Unger)
Alan Vega - messede ganske harmløst i front for Suicide sent fredag i København. (Foto: Anthon Unger)

Suicide, Statens Museum for Kunst, København, fredag 27. august

Suicides første album, der bare hedder ’Suicide’, er en af den slags sjældne plader, der gør så dybt indtryk, at man kan huske, hvor man var, da man hørte den første gang. Eller man kan faktisk ikke glemme, hvor man var.

Newyorkernes psykotisk sitrende klassiker fra 1977 udgør nemlig noget af musikhistoriens mest foruroligende vanvid, og navnlig skæringen 'Frankie Teardrop' er uhørt skræmmende. Fredag aften opførte Suicide hovedværket på Statens Museum for Kunst, og det var såmænd snarere skræmmende dårligt.

I front rallede Alan Vega som en sørgelig parodi på den frontmand, der i storhedstiden gik efter publikums struber i skikkelse af en slags fordærvet Elvis Presley, men den pensions-overmodne veteran anno 2010 havde ikke engang overblik nok til at holde styr på sine papirer med skivens ret simple tekster.

Udynamisk duo
Det rå univers på 'Suicide' er en musikalsk pendant til 'Taxi Driver', og med æren i behold fik den udynamiske duos keyboard-troldmand, Martin Rev, trods alt fremmanet en duelig manipulation af gruppens karakteristiske storby-blanding af The Stooges og Kraftwerk, og den cocktail fremstår immervæk stadig fuldkommen unik.

D'herrer har dog begge rundet de 70 vintre, og ungdommens fandenivoldskhed og styrke var da også fraværende i den udsolgte sal, hvor 700 overværede, at Suicide fik den 31 minutter korte debut til at strække sig over 40 lange minutter med nostalgi blottet for nerve.

Det er noget af en selvmodsigende at kalde sig Suicide og stadig være nogenlunde i live efter mere end tre årtier, men på sin vis levede bandet op til navnet med en optræden, der mildest talt lignede et langsomt, kunstnerisk selvmord.