Tronskifte! Seebach slog Larsen

Popdrengen blev tiljublet i Jelling, hvor gassen gik af den detroniserede veteran

Natteravnen Rasmus Seebach kom, så og sejrede. Og bukkede. (Foto: Per Lange)
Natteravnen Rasmus Seebach kom, så og sejrede. Og bukkede. (Foto: Per Lange)

Ekstra Bladet kunne fredag afsløre, at både Rasmus Seebach og Kim Larsen får 500.000 kroner for en optræden i festivallandet.



Fredag aften spillede de begge på Jelling Musikfestival, og man må sige, at arrangørerne og publikum fik mest for pengene, da Seebach gik på scenen kort før midnat.

Ungersvenden samlede betydeligt flere folk end veteranen på den sydjyske græsmark, og mens Larsen i perioder lullede folk i søvn, så var det lige før, at dem helt nede ved pissoirerne kastede armene i vejret og glemte, hvad de havde i hænderne til Seebach.

Runde hjørner
Man skulle tro, det var Bamses Venner og ikke Gasolin’, som Larsen engang var medlem af, for der er ingen kanter tilbage i hans musik, hvor selv hjørnerne er runde.

Lunken ny single fra Larsen

Den gamle gøgler trillede ned ad ’Rabalderstræde’ med snublekyse og sikkerhedsbæltet spændt, mens der dog var en vedkommende udgave af ’This Is My Life’, og hans nye single, ’Her står jeg’, var sgu pludselig nærmest punket.

Det var dog undtagelser under en fesen affære, hvor en frygtelig ny sang om en frakke, oldtimeren havde fået af Erik Clausen, ikke ligefrem lovede godt for den fremtid, der ligger langt bag Larsen.

Frejdig charme
Seebach er tidens helt store helt i dansk showbusiness, og det understregede han med endnu en indsats, der simpelthen bare strålede af glæde og entusiasme.

Hitmageren har fundet en klædelig balance mellem sin frejdige charme og veltimet professionalisme, og mens Larsen faktisk sang solidt, så er Seebach jo et stemmemæssigt naturtalent, der synger, som vi andre trækker vejret.

Alle elsker Rasmus

Ja, succesfænomenet er banalt, men det virker, og han fik selv følgende til at lyde oprigtigt:

- Ved I godt, hvor meget jeg elsker jer, Jelling? Det er faktisk ret meget!

Seebachs produktion lignede en million med strygekvartet og elegant scenografi, og hovedpersonen spænede omkring som en glad dreng, der ville gøre det hele gratis.

Om så Larsen fik det dobbelte, orkede han næppe at tage sig sammen.