Medina: Knap så æggende

Popsangerinden som styrtdykket døgnflue i Greve, hvor jydens svagheder blev udstillet

Medina - aarhusianerens sæt varede 80 minutter. (Foto: Mogens Flindt)
Medina - aarhusianerens sæt varede 80 minutter. (Foto: Mogens Flindt)

Medina, Portalen, Greve, torsdag 23. februar

Medina blev i sommeren 2010 bombarderet med æg i Ishøj, fordi hun efter nogle ungersvendes mening hed det forkerte i for lidt tøj.

Unge indvandrere angreb Medina med æg

Her til aften var aarhusianeren så tilbage et ægkast væk i Greve, hvor man sagtens kunne få lyst til kyle en halv omelet efter hende, men det var nu fordi, hun leverede en halvrådden koncert.

Sammenlignet med succespladen ’Velkommen til Medina’ fra 2009 er sidste års ’For altid’ både en kunstnerisk og kommerciel skuffelse, og foran 1100 publikummer i et pænt fyldt Portalen virkede det også allerede som lidt af et farvel til fænomenet.

Skærer i hjertet
Lange ture på landevejen har styrket Medinas autoritet som sanger og performer, men hendes materiale er simpelthen alt for svagt til et show på blot 80 minutter, og kærlighedssangene skærer kun i hjertet, fordi det gør ondt, at de er så håbløst banalt skrevet.

Medina får smæk af Malk de Koijn

Dybest set hører Medinas overfladiske pop hjemme som en minikoncert før en Miss Wet T-shirt-konkurrence på Crazy Daisy fredag nat, og hun ville faktisk sagtens kunne levere et medrivende sæt på tolv minutter.

’Kun for mig’, ’Velkommen til Medina’ og ekstranummeret ’Vi to’, der alle er fra gennembrudsalbummet, fungerede nemlig efter hensigten, men ellers led mange middelmådige sange under gumpetunge arrangementer, og især hittet ’Kl. 10’ lød decideret som noget fra Melodi Grand Prix.

Steril atmosfære
En akustisk sektion midtvejs var tilmed spændende som at overvære maling tørre, så der var vel alt i alt ikke noget at sige til, at Medina kun glimtvist fik fat i den brogede udgave af familien Danmark, som med god grund oftest fremstod uinteresseret midt i salens påfaldende sterile atmosfære.

Medina på dåse

Hvis ikke Medina meget snart får tilført noget substans, finesse og basal kvalitet, så ender det hurtigt med, at hun må tjekke ind på ’Paradise Hotel’ eller blive ’Voice’-coach for at have en karriere i showbusiness.

Syd for København var hun alt andet end æggende.