John Mayer fyldte 36 i København i dag og tillykke med det.

Der er dog også grund til at fejre, at amerikaneren har mandet sig gevaldigt op på sine to seneste og ganske glimrende album, ’Born and Raised’ og ’Paradise Valley’.

Borte er bluesen for folk, der ikke kan lide blues, og i stedet følger Mayer i de store fodspor på giganter som Neil Young og Bob Dylan.

Man kunne nå at se det første af sidstnævntes to sæt i Falconer Salen, inden Mayer startede i Forum, og det føltes som at komme fra en gammel støvet bluesbar til en renskuret børnefødselsdag.

Mayer har stadig meget at lære, men han havde nu heller ikke just optimale arbejdsbetingelser i Forum, hvor den hårde akustik ikke klædte mange nyere numre, hvis pladeversioner imponerer ikke mindst på grund af Don Was’ detaljerede og pragtfuldt klingende produktioner.

Maleriske prærielandskaber
Fine sange som ’Dear Marie’, ’A Face to Call Home’ og titelnummeret til ‘Born and Raised’ overlevede de uklædelige lydforhold, men liveversionerne virkede betydeligt mere ordinære end studieudgaverne, og selv om scenografien bestod af maleriske prærielandskaber, så glemte man aldrig, at man stod midt i noget dansk beton.

En døsigt svajende fortolkning af Grateful Deads fantastiske ’Friend of the Devil’ fungerede fortrinligt, selv om det vist ikke lige var skæringen, som de 10.000 høfligt klappende publikummer var kommet for at høre.

Størstedelen var unge piger, der smilede som om, de vist gerne ville være den næste i rækken efter Jessica Simpson, Taylor Swift, Katy Perry, og hvad de ellers hedder.

Til tøserne var der en soulet ’Slow Dancing In a Burning Room’, der fik det til at gløde i det store rum, men Mayer slukkede stemningen med en af flere teknisk myndige, men musikalsk uspændende guitarsoloer, der var som noget mønstereleven lige havde lært på konservatoriet på den anden side af Rosenørns Allé.

Spille det kan han, men det er godt nok kedeligt. Lad os håbe for ham, at fødselsdagsfesten backstage var sjovere end den på scenen.