The Who: Drønet fra datiden

Nostalgi med nerve fra de herlige hulemænd i The Who. Årets store, positive Roskilde-overraskelse

Roger Daltrey og Pete Townshend forsøgte atter at vælte lydmuren som de eneste tilbageværende originale medlemmer af legendariske The Who.
Roger Daltrey og Pete Townshend forsøgte atter at vælte lydmuren som de eneste tilbageværende originale medlemmer af legendariske The Who.

The Who, Roskilde Festival, Orange Scene

Efter The Whos ordinære optræden i København i 1997 og de halverede hulemænds aldeles ligegyldige comeback-album, ’Endless Wire’, var det ikke ligefrem med forventningen om at blive bjergtaget, at man vadede ud i smatten foran Orange.

Allerede den sønderlemmende åbningssalve, bestående af ’I Can’t Explain’, ’The Seeker’ og ’Anyway, Anyhow, Anywhere’, skød imidlertid The Who uimodståeligt tilbage til storhedstiden fra 1965-71, og komplet med møllesving af Pete Townshend og mikrofon-cirkulation af Roger Daltrey blev alle betænkeligheder øjeblikkelig kanoneret i sænk.

Ringo Starrs søn
Der var nerve i nostalgien og pondus og præcision i samspillet, som blev holdt forbilledligt sammen af Ringo Starrs søn, Zak Starkey, der fremtævede et yderst slagkraftigt ekko af den afdøde tordengud, Keith Moon.

Townshends lillebror, Simon, bakkede brormand bundsolidt op på rytmeguitar, og der var i det hele taget basal urkraft og kradsbørstighed i The Whos vældigt voluminøse repertoire, som egner sig fortrinligt til så svimlende skuepladser.

Efter devisen ’hellere for kort end for langt’ var englændernes sæt på 85 minutter noget nær optimalt sammensat af klassikere, der er betydeligt ældre end den gennemsnitlige Roskilde-gæst, men mon ikke teenagerne nu går hjem og stjæler forældrenes vinyler med ’Pinball Wizard’, ’Won’t Get Fooled Again’ og ’Behind Blue Eyes’.

Smilende selvironi
Sidstnævnte super-sjæler afslørede knap så klædelige læsioner på Daltreys stemmebånd, og uundgåeligt savnede man ungdomsårenes snert af voldelig vandalisme, som bestemt heller ikke raserede ’Fragments’, der faldt fuldstændigt sammen som aftenens eneste nye nummer.

Townshend havde dog overskud til smilende selvironi gennem en lang version af ’My Generation’, hvor generationskløften atter blev effektfuldt forceret som kulminationen på en respektindgydende kraftpræstation af de gamle gubber, der leverede årets store, positive overraskelse.

Opløftende.
0 kommentarer
Vis kommentarer