Det var satans Ozzy!

Genopstandne Black Sabbath rockede udsolgt Forum et godt stykke fra gravens rand

Ozzy Osbourne og Black Sabbath optrådte for 10.000 i hovedstaden. (Foto: Per Folkver)
Ozzy Osbourne og Black Sabbath optrådte for 10.000 i hovedstaden. (Foto: Per Folkver)

Black Sabbath, Forum, København, tirsdag 26. november

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Ozzy Osbournes forrykte eskapader har truet med at overdøve det faktum, at Black Sabbath er blandt musikhistoriens mest betydningsfulde bands, men her til aften mindede veteranerne om deres legendestatus som dem, der lagde en anseelig del af fundamentet for den tunge rock og heavy metal.

Forums gamle beton skælvede, da grundpiller i gruppens repertoire som ’Iron Man’, ’Snowblind’ og ’War Pigs’ blev sendt fra scenen med indlevelse, og ekkoet af fordums bedrifter gjaldede nogenlunde rent i arenaens ellers ofte så forbandet tvivlsomme lydhelvede.

Se også: De sataniske rockvers virker stadig

Royal Albert Hall er det stadig ikke, men Tony Iommi er fortsat en majestætisk rifffyrste, og det var guitargudens monumentale bjergkæde af kongeriff på kongeriff, der dannede rygraden i det 110 minutter lange sæt.

Ozzys karakteristiske stemme var af og til i både undergang og overgang, men det klædte den sagnomspundne blanding af ikon og klovn, at han havde skåret lidt ned på klovneriet, hvilket også understregede fornemmelsen af, at Black Sabbath tog opgaven alvorligt.

Ned på knæ for publikum
40 år efter orkesterets storhedstid var samspillet måske ikke decideret tænderskærende, men der var godt bid i det gamle rockgebis, og man kunne hverken mærke, at de tre resterende originalmedlemmer er midt i 60’erne, eller at Iommi siden i fjor i perioder har været i behandling for kræft.

Den aldrende trio blev banket effektivt frem af Bill Wards afløser bag tønderne, Tommy Clufetos, der er halvt så gammel som hans arbejdsgivere, og selv trommesoloen i ’Rat Salad’ var næsten til at holde ud.

Se også: Black Sabbath fusker i Forum

Mens Clufetos tævede løs, ladede de tre gamle batterierne op, og navnlig i showets sidste halvdel fik utrætteligt indpiskende Ozzy løftet stemningen blandt de 10.000 i udsolgte Forum, og man glemte, det var tirsdag, da frontmanden lagde sig på knæ og tilbad publikum under ’N.I.B.’ og ’Children of the Grave’.

De blot to indslag fra sommerens comebackalbum ’13’ kunne naturligvis ikke hamle op med klassikerne, men de faldt heller ikke gennem scenegulvet.

Som ekstranummer fik en sammensmeltning af introen til ’Sabbath Bloody Sabbath’ og forrygende ’Paranoid’ forsamlingen til at flække i brede smil, og Ozzys djævelske ansigtsudtryk tydede også på, at han var godt tilfreds med sig selv.

Uforligneligt.

1 af 4 Ozzy Osbournes bug var større end stemmen, men det blev en fed aften. (Foto: Per Folkver)
2 af 4 Black Sabbath blev dannet i Birmingham i slutningen af 1960'erne. (Foto: Per Folkver)
3 af 4 Ozzy Osbourne og Black Sabbath spillede fra klokken 21.00 til 22.50. (Foto: Per Folkver)
4 af 4 Ozzy Osbourne og Black Sabbath optrådte for 10.000 i hovedstaden. (Foto: Per Folkver)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Bill Fay: 'Countless Branches' (Dead Oceans-album/Ude 17. januar)
2.The Black Lips: 'Sing in a World That’s Falling Apart' (Fire-album/Ude 24. januar)
3.Oscar Danielson: 'Det här kan bli året som jag faller' (Sif-album/Ude 17. januar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Efterklang: 'Lyset' (Rumraket-ep/Ude nu)
2.School of X: 'Destiny' (Tambourhinoceros-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere