Rosanne Cash: Fars store pige

Den danmarksaktuelle countrysangerinde er meget mere end bare Johnnys datter

Rosanne Cash udsendte i januar fornemt konceptalbum om Sydstaterne. (Arkivfoto: Polfoto)
Rosanne Cash udsendte i januar fornemt konceptalbum om Sydstaterne. (Arkivfoto: Polfoto)

Rosanne Cash, Miner Auditorium, San Francisco, torsdag 10. april. Spiller 2. maj i Koncerthuset, Kbh. og 3. maj på Værket, Randers

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

SAN FRANCISCO (Ekstra Bladet): På omslaget til Rosanne Cashs fire år gamle selvbiografi, bestselleren ’Composed: A Memoir’, ser hun sig tilbage over skulderen, og musikalsk har kapaciteten gjort det samme på beundringsværdig vis de senere år, mens hun bevægede sig sikkert fremad.

Albummet ’Black Cadillac’ reflekterede over, at både hendes far Johnny Cash, mor Vivian Libero samt stedmor June Carter Cash døde indenfor to år, mens efterfølgeren ’The List’ indeholdt fortolkninger af essentielle sange, hendes berømte far havde nedfældet til sin ældste datter på en liste.

Se også: Cash-klanen og sangskatten

Det aktuelle konceptalbum, ’The River & the Thread’, er som en filmisk novellesamling om Cashs rødder i Sydstaterne, og sangene blev bestemt ikke mindre sanselige og virkelighedsnære, da hun i San Francisco valgte at spille pladen fra start til slut tilsat glødende nærvær.

Glimtende klassikere
Under den første af hele fire udsolgte koncerter i Miner Auditorium flettede hun numrene effektfuldt sammen med baggrundshistorier og anekdoter, mens falmede fotografier på en storskærm var med til at få Californien til at føles som Mississippi, Alabama og Tennessee.

Den 58-årige veteran fra Memphis sang fremragende, og hun blev bakket klædeligt op af en countryrockende kvintet, der talte hendes mangeårige mand og samarbejdspartner John Leventhal på guitar.

Se også: The Woman In Black

Når Cash kommer til Danmark i maj, er hun kun akkompagneret af husbonden, men det skal nu nok blive storslået alligevel, for i koncertens cover-tunge andet sæt glimtede duo-udgaver af klassikerne ’Long Black Veil’ og ’Ode to Billie Joe’ akkurat som i København sidste forår.

Mod slut var bandet tilbage på en mesterlig version af ’Girl from the North Country’, som ophavsmanden Bob Dylan jo udødeliggjorde med Johnny Cash, der måske nok var The Man In Black, men ikke desto mindre ser fremtiden alt andet end sort ud for hans datter.

1 af 2 Rosanne Cash og hendes mand og samarbejdspartner John Leventhal. (Arkivfoto: Polfoto)
2 af 2 Rosanne Cash udsendte i januar fornemt konceptalbum om Sydstaterne. (Arkivfoto: Polfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer