Robbie i SelvSwing

Den 40-årige Robbie Williams prøvede stadig at redde den hjem på platte vittigheder og ægte charme, hvilket kun lykkedes delvist

Robbie Williams kan stadig noget med publikumskontakt, men musikalsk har han tilsyneladende ikke længerer ambitioner om andet end det rene ingenting og festfyld.(Arkivfoto: ANSA/Antonino Di Marco)
Robbie Williams kan stadig noget med publikumskontakt, men musikalsk har han tilsyneladende ikke længerer ambitioner om andet end det rene ingenting og festfyld.(Arkivfoto: ANSA/Antonino Di Marco)

Robbie Williams, Jyske Bank Boxen, Herning, 10. maj. Spiller igen samme sted 11. maj.

Hvis alt andet glipper, kan man jo altid kaste sig over at synge standards, primært fra det man i mangel af bedre kalder Den Store Amerikanske sangbog. Bare spørg Rod Stewart om det. Et trick, som den forhenværende ballademager og nuværende familiefar Robbie Williams for anden gang i karrieren kastede sig ud i på sidste års ’Swings Both Ways’, der dog også rummede en håndfuld nye numre – som dog kun nødtørftig hævede sig over pastichen.

Men uanset de sidste mange pladers svingende (altså i den knap så rosende betydning af ordet) kvalitet, har den 40-årige Williams ved sine talrige danmarksbesøg (dette er vist det niende af slagsen som solist) altid lignet en, der faldt i popstjernegryden som barn. En performer af guds nåde med et entertainer-gen, der kan få selv en lam indremissionsk præst til at bryde ud i spontan dans og sang.

Klokken 20.16 viste han så iført kjole og hvidt røv (som han plejer) til de 15.000 jublende publikummer i udsolgte Jyske Bank Boxen i Herning, og så var vi i gang med ’Shine My Shoes’.

Se også: Robbie Williams: Den gæve chimpanse

Scenen i tre etager var bygget op som lobbyen i et gammelt luksushotel og koreografien (med masser af dansere samt stort orkester under ledelse af den trofaste makker Guy Chambers, der bl.a. talte otte blæsere) trak hele vejen store veksler på æstetikken fra musicalens guldalder engang i 1940’erne. Det lykkes dog på ingen måde den ellers veloplagte Williams at puste nyt liv i fortærskede travere som ’Puttin’ On the Ritz’, ’Ain’t that a Kick in the Head’ eller ’Minnie the Moocher’ m.fl., der aldrig løftede sig en tøddel over karaoke-stadiet.

Så han var i stedet nødt til at køre den hjem på charmen og showet. Hvilket kun lykkedes delvist. For gavflaben minder efterhånden om den lidt pinlige onkel ved familiefesten, der bliver ved med at fyre de samme gamle halvsjofle vittigheder af, og når han gentagne gange insisterer på, at ’det her er altså ikke en del af showet’, så ved vi jo alle sammen godt, at det er netop det det er.

Se også: Robbie Williams i bedring

Det lokale børnekors gæsteoptræden på ’High Hopes’ var nogenlunde lige så velkommen som slagregnen udenfor, giftermålet med Katarina fra København under ’That’s Amore’ var ren leflen for allerlaveste fællesnævner og safariklunset samt abemaskerne i forbindelse med ’I Wanne be Like You’ fra Disneys version af ’Junglebogen’ var på idéplanet ren skolekomedie om end en anelse bedre udført. Der gik simpelthen fore meget bedaget vaudeville i den (Williams er jo ikke for ingenting ærkeenglænder trods bopælen i Los Angeles)

Og i første sæt var det faktisk kun en a capella version af R Kellys ’Ignition’, der for alvor fik en til at spidse ører.

I andet sæt var scenen forvandlet til et skibsdæk og Williams iført kaptajnuniform. Og det virkede i det hele taget som om der var lidt mere styr på kursen her. Interaktionen med publikum syntes noget mere oprigtig (spontan var den næppe, selv om det selvfølgelig er den illusion, vi skal tro på), og der var faktisk få givtige musikalske øjeblikke. Ikke mindst kærlighedserklæringen til ægtefællen Ayda Field (som han fra scenen proklamerede at vente sit andet barn med) ’Go Gentle’ lyder stadig som om den kommer fra hjertet og ’Angels’ er jo svært at argumentere imod, når en fuld sal står med julelys i øjnene.

Se også: Robbie synger duet med 80'er-ikon i tourbus

Men hvorfor hans far skulle hives ind på scenen under ’Do Nothin’ Till You Hear from Me’ eller at en korsangerinde skulle fremføre en tam udgave ad Alicia Keys’ ellers fornemme ’Empire State of Mind’ står hen i det uvisse. Eller også var det blot endnu et par indslag fra spøg og skæmt-afdelingen.

Musikalsk var forestillingen samlet set komplet ligegyldig, og Robbie kom gang på gang til kort som sanger (nogen Sinatra er han sandt for dyden ikke), men showdelen var effektiv uden dog at være decideret spektakulær. Men hvis det var simili-sange iført farverige gevandter man ville have, kunne man jo lige så godt være blevet hjemme og se Melodi Grand Prix (eller Eurovision Song Contest som det hedder på mundret nudansk). Det lykkedes da også kun Robbie Williams at redde seancen hjem med det yderste af neglene i kraft af sit uforlignelige showmanship og insisterende nærvær. Hvilket efterhånden ikke helt længere er helt nok. Man kan da for helvede ikke blive ved med at spille klovn hele livet.

En uge med to forhenværende boybandstjerner, som begge virkede tilfredse med at hvile på laurbærrene.

Se også: Timberlake i elegant tomgang

0 kommentarer
Vis kommentarer