Instant nostalgi

Psyched Up Janis markerede 20-års jubilæet for debuten 'Swell' med at være til stede her og nu

(Foto: Henning Hjorth)
(Foto: Henning Hjorth)

Psyched Up Janis, Store Vega, Kbh. 15. maj. Spiller samme sted 16. maj

Psyched Up Janis markerer med en miniturne 20-års jubilæet for udgivelsen af debutalbummet 'Swell', der har betydet rigtig meget for ret mange mennnesker. Jeg er bare ikke en af dem. Måske fordi jeg i 1994 allerede var fyldt 31 år og derfor var ovre den der formative periode, hvor man virkelig kan blive mærket for livet af et stykke kunst, der for altid vil udgøre en del af ens referenceramme. Ikke forstået på den måde, at man med alderen bliver uimodtagelig for nye indtryk - heldigvis ikke - men de rammer altså en på en anden måde, når man er hvalp.

Men nok primært fordi jeg i 1994 musikalsk var lidt træt af guitarbaseret rock og i stedet trippede helt vildt over nye plader fra navne som Portishead, Massive Attack, Aphex Twin, Underworld, TLC og Beastie Boys, der jo unægteligt lå et stykke væk fra den grunge-inspirerede lyd på 'Swell'. Og så må jeg nok også indrømme, at fordomme spillede en vis rolle. PUJ blev jo slået i hartkorne med navne som Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy, der også udsendte debutalbum det år. Plader som jeg dengang syntes var henholdsvis snotirriterende og røvkedelige. Og det gør jeg for øvrigt stadig.

Se også: Rave on, motherfuckers!

Jeg har selvfølgelig siden erfaret, at PUJ var langt det mest substantielle og musikalsk interessante navn i den såkaldt 'grønne bølge' og har efterfølgende fulgt denne Sune Rose Wagners mange gøremål - ikke mindst i The Raveonettes, der nærmest bare bliver bedre og bedre - med stor interesse og veneration.

Alt dette blot for at sige, at jeg ikke mødte op til aftenens koncert med et bankende sentimentalt hjerte og store nostalgiske briller på. Men da jeg lyttede til 'Swell' i eftermiddags - for noget nær første gang i små tyve år - måtte jeg jo (igen) konstatere, at det er og bliver en skidegod rockplade, som bærer årtierne smukt og stadig brænder med en ren, klar flamme. Man kan simpelthen høre, at den er skabt på en blanding af uro, lede og vrede. Den unge Wagners lidelser.

De gendannede PUJ, der nu om stunder udgøres af de to skolekammerater fra Sønderborg Sune Rose Wagner og Jakob Krogh Jørgensen samt Jesper 'Yebo' Reginal, der har erstattet den oprindelige trommeslager Martin Bjerregård, er selvfølgelig både mentalt og musikalsk et andet sted i dag, men at de spillede med på historie-trippet blev understreget af, at koncerten blev introduceret af knægten med smækbukser fra omslaget (der selvfølgelig i dag er en fuldvoksen mand) samt en lille film, hvor 'Swell' blev udvalgt af en stak vinyler med datidens toneklang, lagt på grammofonen, hvorefter musikken så gik i gang - live.

Se også: Fuld fart tilbage for Psyched Up Janis

En på en gang elegant og selvbevidst introduktion, der heldigvis blev understøttet af den musikalske side af sagen. Den emmer selvfølgelig ikke længere af samme frustration og desperation som dengang, til gengæld er PUJ i mellemtiden blevet betydeligt dygtigere til deres metier og de velkendte numre blev afleveret med en helt anderledes pondus, som bestemt klædte dem. Det svingende simpelthen formidabelt på sin egen stenede og støjende facon, og selv om PUJ's tidlige numre i høj grad handlede om at fucke med den traditionelle sangskriverskabelon, så lurede Wagners melodiske tæft hele tiden lige under den heftige overflade.

Det var også sjovt at se Wagner bryde med den der cool og tilbagelænede facon, der er stilen i The Raveonettes, men jo slet ikke passer til sangene fra dengang. Her var han nødt til både at synge og ind i mellem skrige igennem, hvilket han så gjorde med maner. Og Jesper og Jakob sørgede hele tiden for at jordforbindelsen blev holdt med en benhård bund, der føltes som at blive masseret af elefantfødder - på den fede måde. Og man kan kun begræde at Jakob Krogh Jørgensen i dag ikke længere er musikalsk aktiv (i hvert fald ikke offentligt), han er jo en decideret fremragende bassist. Man må da i det mindste håbe, at hans skolelever får glæde af evnerne, og han på den vis får plantet nogle frø.

Se også: Sune Wagners hjemmebanesejr

Efter at 'Swell' på formfuldend facon var blevet spillet igennem fra 'Vanity' til 'Fragments', fik vi to sæt ekstranumre, der bød på andre klassiker fra kataloget som 'Special One', 'Evil Beauty', 'I Think You Suck' , 'Shoot the Breeze' og 'Where the Ligts Won't Shine'. Seancen fik den fyldte sal - der primært talte publikummer i alderen fra begyndelsen af 30'erne til begyndelsen af 40'erne (med en overvægt af skæggede mænd) til at bryde ud i kollektiv ekstase.

Forståeligt nok. For det var excellent. Og selv om jeg ikke var en af dem, der blev transporteret tilbage til en ungdomsforelskelse på efterskolen eller en skæv aften med vennerne på klubværelset, så var det svært ikke at blive revet med. Simpelthen fordi det virkede her og nu. Også i den grad. Nostalgi med nærvær.

PS. Inden PUJ varmede verdens sejeste pigetrio - Baby In Vain - op. Hvis du skal derind i morgen, så sørg for at få dem med. Jeg har set dem 3-4 gange, og de bliver bare federe og federe. De lyder som om de lige har opfundet rockmusikken. Igen. Det er befriende, at det stadig kan blive ved med at lade sig gøre.

Se også: Sune Wagner drikker stadig nerverne væk



(Foto: Henning Hjorth)
(Foto: Henning Hjorth)


1 af 5 (Foto: Henning Hjorth)
2 af 5 (Foto: Henning Hjorth)
3 af 5 (Foto: Henning Hjorth)
4 af 5 (Foto: Henning Hjorth)
5 af 5 (Foto: Henning Hjorth)
0 kommentarer
Vis kommentarer