Arcade Fire gik på scenen blot fem minutter efter, at Pixies havde triumferet i den anden ende af festivalpladsen, og mens ekkoet af veteranernes knaldperler stadig poppede i kraniet virkede canadierne som fusere i sommeraftenen.

Det begyndte ellers effektfuldt med levende udgaver af ’Here Comes the Night Time’ og ’Flashbulb Eyes’ fra Arcade Fires seneste album, ’Reflektor’, hvor bandet fornyer sig med Talking Heads-inspireret funk og dub.

Gruppens gammelkendte problemer med mådehold meldte sig dog snart, og atter blev en oplevelse med Arcade Fire belastet af overlange numre, som testede tålmodigheden hos forsamlingen, der blev mindre og mindre som showet skred frem.

Win Butler er stadig en underlig karismaforladt frontmand, og han formåede ikke at skabe liv i lange døde perioder, hvor ’It’s Never Over’ var en rammende titel for den fornemmelse, tomgangen efterlod.

Til sidst i det 95 minutter lange show, der gjorde effektfuldt brug af konfetti og en slags fastelavnsæstetik, fik det medrivende ’Reflektor’-titelnummer folk til at bryde ud i spontan danserus.

Trods en eksplosiv slutning var der dog mere røg end ild i Arcade Fire.