John Mayer: Tørvetriller i Tivoli

Den kedelige amerikaner gav endnu en førsteklasses lektion i rockens flinkeskole

John Mayer - sangeren og guitaristen viste sig atter fra sin harmløse side. (Foto: Ole Steen)
John Mayer - sangeren og guitaristen viste sig atter fra sin harmløse side. (Foto: Ole Steen)

John Mayer, Tivoli, København, tirsdag 17. juni. Spiller 18. juni i Kongens Have, Odense

Hvis John Mayer er ligeså kedelig privat, som han er på scenen, er der ikke noget at sige til, han ikke kan holde på sine berømte kærester.

Sjældent har nogen fået så lidt ud af så meget musikalitet.

På Plænen i Tivoli stod man med fornemmelsen af, at der ikke ville komme glød i affæren, selv hvis der gik ild i scenen, mens Mayer spillede ’Wildfire’.

Lille John i store Forum

I forhold til den 36-årige amerikaners sløjt rungende koncert i Forum i efteråret kunne man dog nogenlunde nyde de labre nuancer i bandets organiske samspil - i hvert fald i de korte sekvenser, hvor publikums evindelige pludren ikke overdøvede forlystelsesparkens notorisk lave volumen.

Det er stadig en gåde, hvorfor folk giver 500 kroner for at høre sig selv tale om ingenting.

Det kunne jo hænge sammen med, at de 9000 var dårligt underholdt, men der var faktisk sange, der holdt.

Underligt akavet retorik
Mayers seneste album, ’Born & Raised’ og ’Paradise Valley’, er hans suverænt stærkeste - og suverænt svagest sælgende - og fra de klædeligt rustikke skiver fik forsamlingen indledningsvis fine udgaver af ’Queen of California’, ’Dear Marie’ og ’Paper Doll’.

Skæringerne fra multitalentets tidligere plader, der lyder kønsløst i stil med kristen rock, føltes dog generelt som at sidde fast i rutsjebanen, inden den var startet.

Hatten af for John Mayer

Mayer henvendte sig flere gange til det skiftevis voldsomt benovede og dernæst tilsyneladende fuldkommen ligeglade publikum med en underlig akavet retorik, men hitmageren var noget klarere i udtrykket, når han lod guitaren tale.

Hans soloer var teknisk blændende og ubesværet overskudsagtige uden dog at efterlade dybe indtryk overhovedet.

Rådhusklokkerne ringede netop, som Mayer var færdig sekunder før midnat, og det virkede nærmest som et stort vækkeur efter endnu en søvndyssende aften med den kronisk kedelige troubadour.