Livløse ambassadører på Arena

 

Salif Keita gjorde ikke meget for at tale Les Ambassadeurs' sag på Roskilde. (Foto: Anthon Unger)
Salif Keita gjorde ikke meget for at tale Les Ambassadeurs' sag på Roskilde. (Foto: Anthon Unger)

Les Ambassadeurs, Arena, Roskilde Festival, 5. juli

En af Roskilde Festivals helt store forcer de sidste mange, mange år har været deres store satsning på den såkaldte verdensmusik (hvilket dækker over stor set alt, der ikke stammer fra Vesten), hvor de har præsenteret nye og ofte markant anderledes toner for et nyt publikum. Også dem, der måske ikke kunne finde på selv at opsøge det, men pludselig har fundet sig selv stående i et telt med en flok musikere, de aldrig har hørt om og knap kan udtale navnet på, der spiller på instrumenter, de aldrig har set før fået en-ud-af-kroppen oplevelse. Eller-ind-i-kroppen oplevelse, for den sags skyld.

Jeg har selv haft utallige af dem. Og det er en kulturel udvekslingsopgave, som ingen af de andre store festivaler herhjemme, tager seriøst. I bød på programmet på eksempelvis malinesiske Les Ambassadeurs, der har rødder tilbage til 1970’erne og i nuværende inkarnation bl.a. sangeren Salif Keita, guitaristen Amadou Bagayoko (som faste Roskilde-gæster vil kende som den ene halvdel af duoen Amadou & Mariam) og keyboardspilleren Cheick Tidiane Seck, der har spillet med både Damon Albarn, Fela Kuti og Youssou N’Dour.

Se også: Roskilde Festival forventer fordoblet overskud  

Så der var store forventninger til de tolv ambassadører på scenen, hvoraf en del så ud som om de var på alder med The Rolling Stones.  Men selv om diplomatiet som bekendt er det diskretes kunst, så fremstod koncerten desværre lidt for stillestående. Bevares, der var fremragende, supersvingende passager undervejs, men alt for meget af tiden blev brugt til at køre rundt i musikalsk ring. Hvilket sagtens kan være en god ting med sin egen smukt trancefremkaldene effekt, men også blot kan være kedeligt. Her var det desværre mest det sidste.

Se også: Nostalgi uden nosser  

Det hjalp heller ikke på sagen, at man ikke gjorde meget for at kommunikere med publikum, ikke mindst frontfiguren og kapelmesteren Keita virkede sært fraværende og småarrogant. Selv om man ikke kan tage den stadig gyldne stemme fra ham. Et enkelt ’thank you’ var hvad ambassadøren kunne drive det til. Og det lød ikke engang, som om han mente det.

Så alt i alt en noget livløs og uengagerende oplevelse. Vi må håbe at landsmændene Toumani og Sidiki Diabaté har noget mere at byde på i morgen, søndag.

Se også: Det umuliges kunst på Arena  

0 kommentarer
Vis kommentarer