Suveræn sirenesang

Marie Fisker og Kira Skov understregede med en eminent koncert, at det ikke er et tilfælde, de debuterer i hitlistens øverste lag

Teenageveninderne Kira Skov og Marie Fisker har efter mange år fundet sammen i et ualmindeligt vellykket og løfterigt fælles projekt. (Foto: Stephen Verspeet)
Teenageveninderne Kira Skov og Marie Fisker har efter mange år fundet sammen i et ualmindeligt vellykket og løfterigt fælles projekt. (Foto: Stephen Verspeet)

 
Marie Fisker/Kira Skov & The Cabin Project, Jazzhouse, København, 11. september. Spiller også 12. september

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

En sjælden gang i mellem tilsmiler skæbnen dem, der rent faktisk vil andet end at levere endnu mere larmende tomgang og selvfed sendefladefyld. Vi er i hvert fald nok en del – ikke mindst de involverede selv – der er mere end en kende overraskede over, at Marie Fisker og Kira Skovs  ’The Cabin Project’ i denne uge debuterer på andenpladsen af hitlisten, lige mellem Tina Dickow og Rasmus Seebach.

Hvilket ikke bliver mindre bemærkelsesværdigt af, at en stor del af deres mest trofaste fanskare allerede havde købt og betalt albummet for over et år siden via det såkaldte crowdfunding (hvor man finansierer tilblivelsen af en plade, ved at købe den på forhånd). Og det salg tæller ikke med på hitlisten. Læg dertil, at ’The Cabin Project’ med sin gotiske americana, der stemningsmæssigt går fra mol til kulsort, langt fra er den slags stof, som normalt plager salgslisterne.

Se også: Emotionelt jordskælv

Både Marie Fisker og Kira Skov har da også gennem en årrække gjort opmærksomme på sig selv som solister, men efter at de to teenageveninder har slået pjalterne sammen som en slags musikalsk Janushoved, er det åbenbart endelig lykkedes dem at få hul igennem til et større publikum. Det var da også et proppet og svedende Jazzhouse, der med nærmest andægtig stilhed mødte dem på den næstsidste koncert i løbet af deres første mindre europaturne.

Fisker og Skov er hver for sig fremragende sangerinder, men når deres stemmer mødes – og det sker stor set hele tiden her, hvor de det meste af tiden synger unisont – opstår der en helt tredje stemme, som ofte tangerer det magiske. Der så tilmed pakkes ekstremt lydhørt, diskret og yderst delikat ind af de to medmusikanter Ned Ferm (keyboards, piano, elektronik, fløjte og saxofon) og Oliver Hoiness, hvis originale guitarspil endnu engang var en udsøgt fornøjelse. Der er ikke mange riffs eller traditionelle akkorder her, men han bruger i stedet sig guitar som en pensel, der med ekspressive strøg hele tiden tilfører lydbilledet nye facetter.

Se også: Her er efterårets lydspor

På albummet spiller den renommerede producer Mark Howard en ikke yderst væsentlig rolle som skaber af det rum sangene kan ånde og leve i, og han udfyldte den samme rolle her, hvor han fungerede som lydmand – og vel også som en slags klangmæssig scenograf.

Fra de første strofer af en månesyg udgave af Peggy Lee og Victor Youngs klassiker ’Johnny Guitar’ til de sidste sørgmodige toner af ’Portrait of a Winking Nun’ havde de publikum i et fløjlsblødt favntag, hvor ingen af de tilstedeværende var i tvivl om at det her, det betyder faktisk noget. Vi spiller ikke bare nogle sange for jer. Vi lever dem for jer. Her og nu. Med alt hvad vi har.

Den diskrete fremførelse betød faktisk bare at det følelsesmæssige engagement blev forstærket. Der var ikke et åndedræt her, der ikke bidrog med et eller andet til oplevelsen. Ud over eminente versioner af de ti sange fra pladen – der stort set alle fik tilført nye nuancer live – fik vi fire helt nye sange, der giver håb om, at dette ikke var en engangsaffære. Selv om Ned Ferms charmerende ’Song of Rest’ (med ham selv på vokal) ret beset nok ville høre bedre hjemme i hans fine soloregi.

Se også: Troldmanden Trentemøller

En uropførelse af The Everly Brothers ’So Sad (to Watch Good Love Go Bad)’ understregede også, at et album bestående udelukkende af coverversioner bestemt heller ikke ville være uvelkomment. Uanset hvad, vil vi have mere. Og det kan kun gå for langsomt.

Det er ikke hver aften, at man har fornemmelsen af, at to talentfulde, smukke, egenrådige kvinder hvisker deres inderste hemmeligheder ind hvert af ens ører, og man bare forsvarsløst må lade sig rive med ud og ned i det ukendte mørke og lade sindet lide skibbrud mellem de mentale rev. Sirenesang kalder man det vist i mytologien. Men her var det den skinbarlige virkelighed. Eller i hvert fald en meget håndgribelig drøm.

Se også: Musikkritikernes dom: Kira Skov bag årets album

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Terry Allen and The Panhandle Mystery Band: 'Just Like Moby Dick' (Paradise of Bachelors-album/Ude 24. januar)
2.Six Organs of Admittance: 'Companion Rises' (Drag City-album/Ude 21. februar)
3.Pictish Trail: 'Thumb World' (Fire-album/Ude 21. februar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Efterklang: 'Lyset' (Rumraket-ep/Ude nu)
2.School of X: 'Destiny' (Tambourhinoceros-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere