Det er længe siden, Anne Linnet har været hip, men hun var alligevel på plakaten for Heartland, der jo ellers er en festival for hipsters.
Det gav ikke mening før koncerten, og det gjorde slet ikke bagefter.
Måske i kunstens navn havde den 62-årige aarhusianer droppet den poledancer, hun har slæbt med rundt i kongeriget på en nylig tur, men til gengæld mindede showet ofte om musikalsk striptease.
Sætlisten var spækket med danske popklassikere, som dog ofte blev leveret ualmindeligt blegfunky og stift af et band, der spillede som om, de aldrig havde set en sort mand. Ikke engang i fjernsynet.
’Barndommens gade’, ’Venus’, ’Hvor du er’ og ’Laila’ var stivbenede på niveau med en træt pirats træben. Linnet bemærkede, at de spillede ’Laila’ for første gang - det kunne høres.
Mekanisk toneleje
Repertoirets fundamentale kvaliteter var et sikkerhedsnet under veteranen, som hun havde hårdt brug for.
Linnets spæde stemme har aldrig været hendes styrke, men nu er den så svag, at hun kom til at fremstå grotesk svækket i forhold til skrigeriet fra korsangerinden Julie Lindell.
På sin anden side havde Linnet guitarentusiasten Søren ’Søgge’ Andersen, der leverede hvinende action-soloer som var han på scenen med Guns N’ Roses. Det var ligeså malplaceret som selve Linnets tilstedeværelse på Heartland.
De gode melodier kan ingen tage fra komponisten, men selv om man i øjeblikke kunne fornemme fordums format, så blev det en corny omgang nostalgi med numre, Linnet kædede sammen ved hjælp af anekdoter i et bizart, mekanisk toneleje. Ville hun mon hypnotisere os? Vi ved det ikke.
Linnet var programsat til at optræde 70 minutter. Hun spillede kun 57. Det var rigeligt.
