Billy Strings havde vi aldrig set i Danmark, før han onsdag indtog Store Vega.
Da han gik fra scenen, havde vi aldrig hørt noget lignende.
Den amerikanske bluegrassstjerne er af statur næsten mindre end sin akustiske guitar, men han behersker den som en af den ædle countrygenres nye giganter.
Strings er en regulær wunderkid, der efterhånden er blevet 30, og i København gav han prøver på sit utrolige talent, så man troede, det var løgn.
Lidt for langhåret
Gennem to lange sæt nærmest sled han salen op med sine svimlende fingerfærdigheder og mirakuløse sans for timing, der var decideret overvældende, men som også ofte overdøvede repertoiret af egne sange og covers.
Virtuosen fra Michigan har ført den traditionelle bluegrass ned fra Appalacherne og givet den et los i røven som en slags Eddie Van Halen med halmstrå mellem tænderne.
Strings’ orgiastiske solo på scenekanten i ’Doin’ My Time’ fik en til at tabe både underkæben og overmunden, men i længden kom man desuden til at gabe lidt, fordi opvisningen savnede tonale kontraster, flere temposkift og emotionel pondus.
Kapaciteten og hans fire omtrent lige så dygtige medmusikanter filtrede sig af og til ind i nogle progressive og psykedeliske forløb, der var lige rigeligt langhårede, og ensemblet fremstod kosmisk uden egentlig at være spirituelt.
Publikum var det, man kalder ’rowdy’ i de kredse, men den afsindigt tekniske strengeleg havde en ædruelig effekt på forsamlingen.
Genopfandt Dylan
Man savnede den dybe følelsesmæssige dimension, der er countrymusikkens sentimentale særkende, og som sanger har Strings sine begrænsninger i en stilart, der historisk set er overbefolket med mageløse vokalister.
Han er hverken søn af Hank Williams, Sr. eller bror til The Stanley Brothers. Og det kunne man sagtens høre, mens han fortolkede legenderne.
Kreativiteten fejlede imidlertid ikke noget, da han genopfandt Bob Dylans ’Drifter’s Escape’. Selv mesteren kunne ikke lave den så meget om.
Dylan afslørede forleden, at han har lidt af alvorlig svimmelhed, og det var med en lignende rundtosset fornemmelse, at man tumlede fra Store Vega og ud i virkeligheden.
Strings må gerne lige vente lidt med at komme på besøg igen.