Jack White spiller garagerock. Genren er opkaldt efter det sted, hvor den stammer fra og gør sig godt.

Sent her til aften spillede traditionalisten fra Detroit på Roskilde Festivals Orange Scene, der er stor nok til, at en nation kan parkere flyvevåbnet.

Koncerten havde muligvis været vellykket i et af teltene, der dog naturligvis ikke kunne rumme de 60.000, der så ud til at være foran Orange, som fik Jack White til at ligne en meget lille mand på en meget stor scene.

Dansker på pedalsteel
Lyden var langt ind i det 93 minutter lange sæt underligt fesen og så unuanceret, at pigebandet The Peacocks ofte klimprede nærmest formålsløst - på storskærmene kunne man dog nyde synet af dem.

Pedalsteel-guitaren blev såmænd betjent af den danske veteran Margrethe Björklund, der - så vidt man kunne høre - leverede en tilforladelig indsats. Da hun blev annonceret til sidst i et skønt øjeblik lyste hendes smil nattehimlen op.

Jack White og The Peacocks plukkede sange fra hovedpersonens talrige projekter, men størstedelen af numrene kom naturligt nok fra amerikanerens ikke just sindsoprivende solodebut ’Blunderbuss’, der udkom i april.

Flere skæringer lød, som når man skruer en udpint transistorradio for højt op, men undtagelsesvis var lystige ’Hotel Yorba’ et lille højdepunkt tidligt i koncerten, der først lettede under ekstranumrene, hvor lydbilledet pludselig fremstod mere fokuseret.

Glimrende ekstranumre
Episke ’Carolina Drama’ fungerede overraskende effektfuldt, og ’My Doorbell’ var herlig, mens afsluttende ’Seven Nation Army’ skabte ekstatiske tilstande med fællessang og den slags dans i gummistøvler, man kun ser, når fulde folk er glade og ligeglade på samme tid.

Som helhed svarede koncerten dog til at lægge puslespil med boksehandsker. Eller at bygge korthus midt i en orkan. Eller at invitere et symfoniorkester til at optræde i en garage.

Jack White blev endnu et offer for Orange-monsteret.