Stine Bramsen har med ’Blonde & Blank’ begået et gennemarbejdet og kvalitetsbetonet bud på vedkommende soulpop for voksne.
Den slags skal man passe på med.
Albummet er floppet kommercielt, men der var trods alt tæt på udsolgt, da Stine Bramsen indtog Koncertsalen i DR Byen.
Madonna kaldte engang en turné Blond Ambition, og den titel kunne den jyske kollega sagtens have genbrugt, for hun tog ambitionerne fra ’Blonde & Blank’ med på scenen.
Det fungerede. For det meste.
Intime versioner
Stine Bramsen blev bakket op af en sekstet, der lige savnede en snes svedige jobs mere for rigtigt at swinge, men bandet var noget bedre end dem, danske solister sædvanligvis slæber rundt i kongeriget.
Koncertsalen er en smuk ramme for musikalsk udfoldelse. Den har dog en tendens til at lægge en dæmper på festivitassen, og Stine Bramsen havde da også problemer med at forvandle den statiske stemning blandt det modne publikum til løssluppen underholdning.
Man glemte aldrig, det var onsdag. Man glemte heller aldrig, at hun er en professionel entertainer med naturlig divaklasse, der er alt for sjælden herhjemme.
Den 36-årige popstjerne fra Ry sang overbevisende, og især intime versioner af ’Sex It Away’, ’Sunday Morning’ og ’Real Deal’ var vitterligt den ægte vare.
Blandt et par sange fra tiden i spidsen for Alphabeat, der er opløst igen, imponerede altid effektfulde ’The Spell’, som jo burde have vundet Dansk Melodi Grand Prix. Og Eurovision.
En anden talentfuld blondine, Dolly Parton, udtalte engang til Ekstra Bladet, at hun lige så godt kunne lave den musik, hun elskede, når folk alligevel ikke købte hendes album længere.
Stine Bramsen er forhåbentlig upopulær længe endnu, for de plader, sangerinden har lyst til at lave, er utvivlsomt stærkere end det pladder, der storhitter.
Hun er blond. Ikke blank.
