D-A-D lammetævede Kim Larsen i Valby

Klasseforskel mellem nationalorkesteret og nationalskjalden lørdag aften på festpladsen

Jesper Binzer - ukuelig showmand i front for uforlignelige D-A-D. (Foto: Rumle Skafte)
Jesper Binzer - ukuelig showmand i front for uforlignelige D-A-D. (Foto: Rumle Skafte)

Under den optimistiske og noget harmløse overskrift 'En Dejlig Aften' inviterede D-A-D, Kim Larsen & Kjukken og Magtens Korridorer lørdag til fadølsindsmurt komsammen i det hjørne af Valbyparken, der kaldes Festpladsen, men det var nu først, da D-A-D gik på scenen lidt over klokken 22, at aftenen blev dejlig og festlig.

FLYVENDE D-A-D

Når rockhundene har fået de rigtige ben ud af kurven, er lømlerne stadig ikke til at styre på en tønde land, og selv om det forudsigelige ritual er set hver sommer siden langt ind i forrige årtusinde, så er D-A-D underholdende, som en hvalp, der jagter egen hale.

Det er klassisk komik, og tilsat vanvidsenergi var der indledningsvis på alle måder dømt 'Bad Craziness', mens fadøllene fløj gennem luften, og Jesper Binzers ansigtskulør blev bordeauxfarvet i takt med, at den utrættelige frontmand vrælede sig lystigt gennem repertoiret.

Smæk for skillingerne
Sættet var veloplagt, velspillet og vellydende, og fra dengang 'bøsser var noget, man skød med, og stoffer var noget, man syede kjoler af' blev cowboy-klenodiet 'Black Crickets' skudt af, og den gamle traver ramte lige i bullseye.

SPRITNYT D-A-D-NUMMER LÆKKET

Stig Pedersens outfit var en blanding af flagermus og alfons, hvilket galningen altså har gjort bedre, og det er ubegribeligt, at D-A-D stadig slæber frygtelige 'Monster Philosophy' rundt på Kongerigets græsmarker, men ellers var der smæk for skillingerne, og 'Jihad' var næsten værd at gå i krig for.

Dåsemad fra Larsen
Klokken 20 gik Kim Larsen i gang med at minde om, at han efterhånden har trukket kasketten helt ned over metieren, og veteranen serverede suppe, steg og is på kantine-niveau foran en skare, der kun labbede dåsemaden i sig, når der var en evergreen på menuen.

'Byens hotel', 'Midt om natten' og 'Rabalderstræde' er svære at ødelægge, men Kjukken forsøgte, for orkesteret swinger simpelthen ikke, og det virker grotesk, at fynboerne ikke spiller bedre, når man tænker på, at de har stået bag københavneren i længere tid, end Gasolin' eksisterede.

Larsens nyere sange faldt til jorden som Tuborgs tomme plasticbægre, og mens manden ikke gjorde noget ved musikken, så stod man og spekulerede på, om der mon i dag ikke findes Larsen-kopibands, der er bedre end de sørgelige rester af den ægte vare.

Energiske og ordinære
Magtens Korridorer forsøgte energisk at råbe publikum op tidligt på aftenen, og det lykkedes faktisk nogenlunde, men slængets proletar-leflende hverdagsdramaer og sloganagtige paroler er for ordinære og ensporede til, at kvintetten kan fastholde interessen gennem en time.

NYT ALBUM FRA MAGTENS KORRIDORER

Titelnummeret på det kommende album, 'Imperiet falder', var ganske karakteristisk for Magtens Korridorer, der både stilmæssigt og hvad angår kvalitet placerede sig tilforladeligt mellem den detroniserede nationalskjald og nationalorkesteret, som på behørig vis modtog folkets hyldest.

Arrangørerne hævdede, at der var 8.000 på pladsen, men det lignede snarere halvdelen af de 12.000, der var plads til på en halvdejlig aften i Valby.

1 af 6 Kim Larsen - gaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaab. (Foto: Rumle Skafte)
2 af 6 Jacob Binzer og Stig Pedersen fra herlige D-A-D. (Foto: Rumle Skafte)
3 af 6 Folket huskede, det er vigtigt med væske i varmen. (Foto: Rumle Skafte)
4 af 6 Brødrene Binzer var i det muntre hjørne. Igen-igen. (Foto: Rumle Skafte)
5 af 6 Jesper Binzer - forsøgte at blæse Valby bagover. (Foto: Rumle Skafte)
6 af 6 Jesper Binzer - ukuelig showmand i front for uforlignelige D-A-D. (Foto: Rumle Skafte)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.PK Keränen: 'Serobi Songs' (Playground-album/Ude 31. januar)
2.Jonathan Wilson: 'Dixie Blur' (Bella Union-album/Ude 6. marts)
3.Jackie Lynn: 'Jacqueline' (Drag City-album/Ude 10. april)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.American Football: 'Year One Demos' (Polyvinyl-ep/Ude nu)
2.Sondre Lerche: 'Britney' (PLZ-ep/Ude nu)
3.Beck: 'Hyperspace' (Capitol-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere