Da rockgud blev et boyband

Nick Cave som harmløs djævel i København, men fanatikerne tilbad ham alligevel

Nick Cave under det første af to hurtigt udsolgte shows i Koncertsalen. (Foto: Sebastian Buur Gunvald)
Nick Cave under det første af to hurtigt udsolgte shows i Koncertsalen. (Foto: Sebastian Buur Gunvald)
Følg Musik
Følg Koncert-anm.

Nick Cave, Koncerthuset, København, tirsdag 12. maj

Nick Caves koncerter med The Bad Seeds har for længst udviklet sig til forudsigelige ritualer, så umiddelbart var det mildest talt forfriskende, at han denne gang skulle optræde med kun halvdelen af sit band og foran et siddende publikum i Koncertsalen.

Og fanskaren endte faktisk med at sidde helt oppe på scenen for idolets fødder, så det lignede såmænd pladecoveret til gode gamle ’The Good Son’. Det kan man da kalde intimkoncert, men musikken var derimod sjældent nærværende.

Nick Cave: Hulens til stodder

Det er som om, at Cave har mistet sig selv i sine sange, og han udstråler desperation som en familiefar i en forsinket midtlivskrise, der fortrinsvis tager på turné for at blive bekræftet af hysteriske tilbedere.

Og det må man sige, at han blev.

Melodramatisk stil
Det mindede om boyband-tilstande, når forsamlingen skreg og blitzede løs, mens den diabolske badutspringer skridtede scenekanten af i vanlig melodramatisk stil.

Allerede i showets fjerde nummer, ’Brompton Oratory’, kom Cave i dialog med en kvinde på balkonen, og snart stod de arm i arm i rampelyset.

Nick Cave som Store Stygge Ulv

I efterfølgende ’Higgs Boson Blues’ forlod de forreste deres sæder og klamrede sig til den spinkle skikkelse, som tydeligvis lever på energien fra sine disciple, der kom helt op på scenen under den fortærskede Elvis Presley-hyldest ’Tupelo’.

Cave har naturligvis også helte, og en anden af dem er Leonard Cohen, som han ærede med et af affærens få klare højdepunkter, ’Avalanche’.

Enerverende effekt
Den 57-årige australiers band bestod af de faste støtter Warren Ellis, Thomas Wydler, Martyn P. Casey, der stadig ligner Wili Jønsson, samt den nye mand, keyboardspilleren Larry Mullins.

På papiret et magtfuldt hold, men flere af arrangementerne var sjaskede, og når Cave var solo ved sit flygel, så virkede det ofte som om, han efterhånden har skreget sin stemme i stykker.

(Foto: Martin Rosenaur)
(Foto: Martin Rosenaur)

En enkel udgave af ’The Ship Song’ fungerede fint, og sitrende ’Stranger Than Kindness’ har en evne til altid at imponere på sælsom vis, mens sange som ’Red Right Hand’, ’From Her to Eternity’ og ’The Mercy Seat’ simpelthen har samme opslidende effekt, som når Bob Dylan for 1117. gang spiller ’Like a Rolling Stone’.

Nick Cave er lovløs med legender

Ingen vil dog huske de hele to timer og tyve minutter på grund af sangene, for Caves teatralske flirt med sine beundrere var så skamløs overgearet og tåkrummende, at den sagtens kunne overdøve musikken.

Seancen tangerede selvparodi, men det var unægtelig ikke, som det plejer - desværre!

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner endnu en katastrofe

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+