Dansk rockikon i kikset comeback

Genopstandne C.V. Jørgensen leverede unødvendig nostalgikoncert uden nerve og nyheder på Train

Carsten Valentin Jørgensen indtager Train igen fredag, og hans store comebackturné fortsætter overalt i sommerlandet. Foto: Anita Graversen
Carsten Valentin Jørgensen indtager Train igen fredag, og hans store comebackturné fortsætter overalt i sommerlandet. Foto: Anita Graversen

C.V. Jørgensen, Train, Aarhus, torsdag 12. april

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

C.V. Jørgensen er tilbage. Sådan rent fysisk i hvert fald.

Den lyssky rocklegendes mageløse musik manglede dog, da han tøffede gennem overfyldte Train i Aarhus, der var tredje stop på et omfattende togt, som foreløbigt indeholder blandt andet hele fire koncerter i København, fire i Nordsjælland og jobs i både Holbæk og på Roskilde Festival.

Se også: Dårligt nyt fra C.V. Jørgensen

C.V. bør dermed få råd til at fylde tanken på sin knallert langt ind i fremtiden, men inspirationen er løbet tør for veteranen, der efter otte års turnépause ikke havde en eneste ny sang på sætlisten.

Der var heller ingen numre fra hans seneste studiealbum, skuffende ’Fraklip fra det fjerne’, der såmænd er 16 år gammelt, hvilket er fuldkommen forrykt, når man tænker på, at The Beatles altså kun brugte 8 år på hele deres ikke helt uvæsentlige produktion.

Forrygende vokal
Men Carsten Valentin har jo immervæk gjort sig selv - og alle os andre - den tjeneste, at skrive tidløse sange, der imidlertid bare ikke lød tidløse på Train.

Arrangementerne var klangfesne med nærmest kitschede keyboardflader, som slet ikke formåede at fremmane den atmosfærerige lydkulisse fra hovedværket ’Sjælland’, hvis sange fornuftigt nok var rigt repræsenteret.

Se også: I skyggen af Sort Sol

Kvartetten bag C.V., der bliver 68 i maj, havde vist ikke ligefrem været i månedlang øvelejr, og især ’Indian Summer’ og ’Florafobi’ fremstod underligt famlende.

Den nytilkomne guitarist Rune Kjeldsen gjorde ofte brug af sin akustiske 12-strengede. Foto: Anita Graversen
Den nytilkomne guitarist Rune Kjeldsen gjorde ofte brug af sin akustiske 12-strengede. Foto: Anita Graversen

Aske Jacobys anmassende guitarspil har skamferet Jørgensens sangskat i årevis, men han var omsider skiftet ud til fordel for allestedsnærværende Rune Kjeldsen, der generelt gjorde det tilforladeligt som en høflig konservatorieversion af uforlignelige Lars Hybel.

Se også: Dansk superguitarist er tilbage

Aftenens store positive oplevelse var, at C.V. sang forrygende med den nerve og gnist, som aldrig tændte musikken. Det var lige før, han burde have gennemført det kun 87 minutter korte show a cappella.

Glemte åbningslinje
Mellem numrene virkede mesterpoeten i vanlig stil ganske tummelumsk, og han kiksede åbningslinjerne til ’Det regner i mit hjerte’, som han måtte starte forfra, mens han smilende heller ikke kunne huske koden til sin telefon, da han ville forevige fanskaren.

Lidt senere lykkedes det at åbne apparatet, og så fotograferede C.V. publikum, der samtidigt fotograferede, at de blev fotograferet af C.V.

Se også: Spænd hjelmen C.V. Jørgensen

Den slags var slet ikke opfundet, da sangskriveren senest skrev en sang og udgav den.

I velmagtsdagene handlede C.V. om magi i stedet for nostalgi, men begreberne har byttet plads, og det har selvsagt gået bedre, når den eneste overraskelse er, at man ikke er bedre.

Bandet bestod af Rune Kjeldsen, Gert Smedegaard, Knut Henriksen og Gustaf Ljunggren. Foto: Anita Graversen
Bandet bestod af Rune Kjeldsen, Gert Smedegaard, Knut Henriksen og Gustaf Ljunggren. Foto: Anita Graversen

Sætliste

1. Indian Summer (’Indian Summer’, 1988)

2. Det regner i mit hjerte (’Indian Summer’, 1988)

3. Lokomotivation (’Indian Summer’, 1988)

4. Ude af sync (’Sjælland’, 1994)

5. Spildte bedrifter (’Sjælland’, 1994)

6. Til skaberens fulde tilfredshed (’I det muntre hjørne’, 1990)

7. Babylon (’Indian Summer’, 1988)

8. Some Like It Hot (’Indian Summer’, 1988)

9. Elisabeth (’Lediggang Agogo’, 1982)

10. Altmuligmanden (’Vennerne og vejen’, 1985)

11. Blåt blod til alle (’Sjælland’, 1994)

12. Flik-flakker (’T-shirts, terylenebukser og gummisko’, 1975)

13. På gyngende grund (’I det muntre hjørne’, 1990)

14. Skygger af skønhed (’Sjælland’, 1994)

15. Sæsonen er slut (’Tidens tern’, 1980)

Ekstranumre

16. Florafobi (’Sjælland’, 1994)

17. Det si'r sig selv (’I det muntre hjørne’, 1990)

1 af 6 Foto: Anita Graversen
2 af 6 Foto: Anita Graversen
3 af 6 Foto: Anita Graversen
4 af 6 Foto: Anita Graversen
5 af 6 Foto: Anita Graversen
6 af 6 Carsten Valentin Jørgensen indtager Train igen fredag, og hans store comebackturné fortsætter overalt i sommerlandet. Foto: Anita Graversen
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Slægt: 'The Wheel' (Ván-album/Ude 5. oktober)
2.Loretta Lynn: 'Wouldn't It Be Great' (Legacy-album/Ude 28. september)
3.Mudhoney: 'Digital Garbage' (Sub Pop-album/Ude 28. september)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Lightwave Empire: 'Heart of Noise' (Copenhagen-album/Ude 21. september)
2.Communions: 'Upfront Trivial' (Heartdrop-single/Ude nu)
3.Kurt Vile: 'Loading Zones' (Matador-single/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen