DM i Rock: Dizzy bankede Volbeat

Kongerigets to største rockbands stod overfor hinanden sent fredag på Tinderbox

Tim Christensen fra sympatiske Dizzy Mizz Lizzy, der har mandet sig gevaldigt op. Foto: Anthon Unger
Tim Christensen fra sympatiske Dizzy Mizz Lizzy, der har mandet sig gevaldigt op. Foto: Anthon Unger

Dizzy Mizz Lizzy, Blå Scene, Tinderbox, Odense, fredag 24. juni

Volbeat, Rød Scene, Tinderbox, Odense, fredag 24. juni

Tim Christensen har fået godt med hår på kinderne, og Dizzy Mizz Lizzy er blevet et godt rockband med hår på brysterne.

Trioen er vokset med opgaven, og de tager den alvorligt. Det er en fornøjelse at opleve.

Genfødt Dizzy: Aldrig set bedre

Dizzy ramte Tinderbox fredag klokken 23.05, hvor et stort publikum gav københavnerne en varm velkomst, der blev gengældt med et sæt, som var rigt på gnist og spilleglæde.

Gruppens samspil var strammere end frontmandens hestehale, og de sparkede præcist til nye numre som ’Terrified in Paradise’, ’Brainless’ og ’Love at Second Sight’ fra forårets driftssikre comebackalbum, ’Forward in Reverse’.

Rekord: Dizzy spiller for 300.000

Dizzys spinkle sange fra 1990’erne har fået tiltrængt sul på kroppen med orkesterets mere bastante sound, der blev drevet effektfuldt frem af Søren Friis, som har udviklet sig til en forbavsende musikalsk trommeslager. 

Mens Dizzy er blevet hårdere, så er Volbeat blevet blødere, og sjællændernes fanskare var såmænd bløde i både bolden og knæene, da bandet gik på scenen klokken 01.00.

Anstrengt dollargrin
Symptomatisk for Volbeats manglende opfindsomhed havde de valgt at henlægge et af årets blot to danske shows til den selvsamme skov, som de indtog ved deres rekordstore koncert sidste sommer.

Kvartetten fremstod imidlertid lidt mere veloplagte denne gang, og slængets nye bassist, Kaspar Boye Larsen, der faktisk har været med før, er allerede integreret helt ubesværet i ensemblets karakteristiske lyd.

Historisk: Kæmpe kiks af Volbeat

Det er jo heller ikke ligefrem en snes avantgardistiske kompositioner, Larsen pludselig skal mestre, og selv om ’The Devil’s Bleeding Crown’ og ’Dead But Rising’ lød bundsolide, så er en Volbeat-koncert ensformig som en tyve meter lang pigtrådstatovering.

Man river sig ikke på deres sange længere, men Michael Poulsens enerverende stemmeføring skærer stadig i ørerne. De floskler, sangeren fyrede af mellem numrene tilsat et anstrengt dollargrin, var dog så indholdsløse, at man hellere ville høre ham jodle.

Gale pyromaner svitser Tinderbox

Sceneshowet var opgraderet, og lignede næsten Rammstein light, men trods masser af flammer kom der ingen varme i det charmeforladte sæt.

I et anfald af total mangel på situationsfornemmelse dedikerede Poulsen gudhjælpemig ’Goodbye Forever’ til Muhammad Ali, men dansk rocks svar på Brian Nielsen fik bank af frøken Dizzy.

Michael Poulsen i spidsen for Volbeat, der lød meget som Volbeat i Odense. Foto: Anthon Unger
Michael Poulsen i spidsen for Volbeat, der lød meget som Volbeat i Odense. Foto: Anthon Unger