Døsig eftermiddag med store Skousen

Mesteren blev desværre ladt i stikken af et sløvt spillende band

Den 71-årige Niels Skousens band havde desværre en dårlig dag på Rytmescenen. (Foto: Philip Davali)
Den 71-årige Niels Skousens band havde desværre en dårlig dag på Rytmescenen. (Foto: Philip Davali)

 
Niels Skousen, Rytmescenen, Smukfest, 6. august

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Selv om den nu 71-årige Niels Skousen aldrig havde lavet andet end pladen og ikke mindst sangen 'Herfra hvor vi står' (sammen med Peter Ingemann), ville han stadig have stået for et af de store kapitler i dansk rockhistorie. Men det det har han heldigvis. Efter en stribe glimrende men publikumsmæssigt oversete soloalbum op gennem halvfjerdserne, forlod han desillusioneret musikscenen omkring 1980 for at hellige sig karrieren som skuespiller, og det var så det, troede de fleste - inklusive Skousen selv.

Men på foranledning af Nikolaj Nørlund stod han i 2002 - efter 22 års radiotavshed - bag et af de kunstnerisk set mest vellykkede comebacks herhjemme med albummet 'Dobbeltsyn', der siden er blevet fulgt op af endnu tre sjældent stærke plader, præget af en moden livsvisdom, man ellers sjældent støder på i rockmusikken.

Se også: Niels Skousen: Fem plader der ændrede mit liv

Så det var egentlig noget misvisende, at konferencieren Jacob Haugaard brugte det meste af sin lange taletid på at hæfte sig ved Skousens tidlige meritter, for han er stadig mere aktuel end nogensinde. Som han selv formulerede det, så var han oprindeligt lidt ked af at blive sat i bås som 'protestsanger', men havde efterhånden erkendt, at det er jo det han (også) er: 'Det er jo ligesom stadig masser at protestere imod'.

Men mesteren fik desværre en lidt sløv indledning i den brændende eftermiddagssol over Skanderborg foran et smådøsigt publikum. Mesteren virkede såmænd selv i fin form fra første sekund, en det aktuelle band, som bl.a. tæller Mellemblonds Kristoffer Munck samt Mads Brinch, kom ualmindelig skidt fra start med en jappende, sløset version af 'Isabel' og meget bedre blev det desværre ikke med den ellers eminent titelsang fra sidste års 'Smil eller dø' med den benhårde, eksistentielle erkendelse: 'Vi begynder med en sut og ender med en ble'.

Se også: Store Skousen

Det lød ikke blot som om, at de forholdsvis unge musikere havde fået det forkerte ben ud af sengen, men som om, at de slet ikke havde fået det ud fra dynen. Hver for sig spillede de såmænd fint nok, men det samlede sig aldrig til et hele. Den indbyrdes kommunikation virkede nærmest ikke-eksisterende. Ind i mellem lykkedes det som på en skramlet 'Kælderen' og en småpsykedelisk 'Almindelig', men langt det meste af tiden blev sangenes potentiale slet ikke indfriet.

Det virkede dog som om, at man vågnede op til dåd mod finalen med den elegiske generationssang '68' samt førnævnte, udødelige 'Herfra hvor vi står', der ganske enkelt virker hver eneste gang. Og en dag, hvor man har hørt den sunget af komponisten selv, vil man altid være taknemmelig for. Men det er altså også sange, som det er meget svært at ødelægge.

Skousen har med andre ord fået mere kompetent og veloplagt mod- og medspil før, men en time tilbragt i hans selskab kan aldrig karakteriseres som spildt. Dette var dog ikke en af hans største stunder.

 

9 kommentarer
Vis kommentarer