Tænk at vågne hver morgen og være Sparks.
Det har de californiske brødre Ron og Russell Mael gjort siden 1972, og hvis ikke det var fordi, det var sandt, så ville man tro, det var løgn.
50 år med noget af popverdenens mest gakkede, excentriske og idiosynkratiske musik kan drive enhver til vanvid, og Sparks var da heldigvis også stadigt tossede, da de troppede op i Koncertsalen hos DR.
Tilsat noget nær pletfri professionalisme præsenterede makkerparret en næsten to timer lang popkabaret i et univers, hvor det ikke stikker ud, når en kærlighedssang hedder ’I Married Myself’.
Sparks’ flair for slapstick blev lige slap nok under antikke ’Wonder Girl’, men generelt var sættet stramt sammensat, og de to hovedpersoner havde en kyndig kvintet bag sig.
Hysterisk falset
Russell Mael har fortsat styr på sin hysteriske falset, men endnu mere imponerende var det faktisk, at han spjættede omkring, så det virkede fornuftstridigt, at sangeren er 73.
Storebror Ron Mael sad som altid urokkelig bag pianoet med sit Hitler-agtige moustache og lignede en permanent utilfreds gnavpot. Sådan skal det bare være.
Sparks’ barokke blanding af glamrock, pop og klassisk har altid insisteret på det aparte, så deres gamle materiale fra storhedstiden i 1970’erne er nært beslægtet med nyere album som pragtfulde ’Lil' Beethoven’ fra 2002 og sidste års karakteristiske ’A Steady Drip, Drip, Drip’.
Få andre end Sparks kunne nok finde på at kultivere en satirisk og enerverende hyldest til kunsten at slå græs og kalde den ’Lawnmower’.
Mod slut rejste Ron Mael sig og dansede fuldkommen forrykt til ’The Number One Song in Heaven’, og bagefter rejste publikum sig til det ekstatiske hit ’This Town Ain’t Big Enough for Both of Us’.
Fanskaren overvældede Sparks med klapsalver før ekstranumrene. Bifaldet var vist mindst lige så meget for karrieren som for koncerten.
I længden har kultbandets sange en tendens til at lyde ens, men de lyder immervæk kun som Sparks.
Der er ingen som dem. Hver dag. Hele året. År efter år efter år.
.jpg)
