En stodderkonge i skoven

Jokeren kørte den hjem på energi, nærvær og et stærkt bagkatalog

Den 42-årige Jesper 'Jokeren' Dahl kan stadig spille den sikre hånd hjem. (Foto: Philip Davali)
Den 42-årige Jesper 'Jokeren' Dahl kan stadig spille den sikre hånd hjem. (Foto: Philip Davali)

 
Jokeren, Rytmescenen, Smukfest, 8. august

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Man fornærmer vist ikke nogen ved at kalde den 42-årige Jesper 'Jokeren' Dahl en af dansk hiphops grand old med mindst en håndfuld af genrens absolutte klassikere på samvittigheden.  De fleste af dem ligger dog en del år tilbage og sidste års brogede 'Dansker' gav ikke rigtig nogen endegyldige svar på, hvor Jokeren er på vej hen i dag.

Så det var med lidt bange anelser, at man begav sig hen over den støvede plads mod Rytmescenen (herovre også kendt som ’seniorscenen’). Har han den stadig eller ville han endegyldigt blive overhalet af den unge generation af rappere, der er repræsenteret på Smukfest i år?

Se også: Smukfest: Seksstjernet funky fredag

Tja, mandens stemme og eminente flow er ikke helt hvad det har været længere, han er jo ikke just kendt for at have passet godt på sig selv, men det kompenserede han langt hen ad vejen for med nærvær og energi. Han havde allieret sig med den unge sekundant Simon Louis til at kamuflere de værste sprækker på stemmebåndet og blev backet op af DJ Static på stålhjul samt en trommeslager, en guitarist og en sangerinde.

Se også: Fremtidens stemme

Sætlisten inkluderede nyere sager som 'Normal' (med gæsteoptræden af Murro) og 'God Stil', men trak klogeligt nok store veksler på sikre festivaltræffere som 'Havnen', 'Gravøl', 'Kvinde din - Møgluder' , 'Chefpikken' og Den Gale Poses udødelige 'Den dræbende joke', 'Definitionen af en stodder' plus den obligatoriske 'Spændt op til lir'.

Se også: Shaka Loveless uden slinger i valsen

Og med den stribe smash i baghånden kan det jo ikke gå helt galt. Hvad det bestemt heller ikke gjorde. Jokeren er måske ikke længere noget vildt kort i dansk hiphop, men snarere en sikker hånd, og det er vel egentlig også okay. Selv om alle de kække gadedrengemanerer blev sat klædeligt i relief af Jokerens seneste hit 'Kun os to' (med fin vokalkontrast ef den purunge Pauline) - en sang til datteren Chili, der afslører at stoddere også har et sentimentalt hjerte. Det var sgu helt rørende.

 

 

12 kommentarer
Vis kommentarer