Et rockikon vender tilbage til start

Patti Smith genopførte sit legendariske 40 år unge debutalbum 'Horses'

Patti Smith og hendes tro væbner Lenny Kaye på scenen i Det Kongelige Teater. (Foto: Jakob Jørgensen)
Patti Smith og hendes tro væbner Lenny Kaye på scenen i Det Kongelige Teater. (Foto: Jakob Jørgensen)

 
Patti Smith, Det Kgl. Teater, Gamle Scene, København, 13. august

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

En aften som i aften, synes det som, at ens liv består af Patti Smith-øjeblikke. Jeg har i hvert fald haft en del. Her følger et par stykker af dem:

1976. Et parcelhus i det nordlige Sjælland. Min genbo har netop været på ferie i USA og træder ind på mit værelse med en plade under armen med et usædvanligt cool cover prydet af en spinkel og androgynt udseende kvinde med et selvsikkert, gennemtrængende blik og jakken nonchalant slængt over skulderen. Pladen hedder 'Horses'. Han sætter den på med et vidende smil.

'Jesus died for somebody's sins, but not mine', lyder de første linier, inden bandet sætter ind med en rødglødende parafrase over klassikeren 'Gloria'. Det var sgu ikke, hvad vi havde lært til konfirmationsundervisningen. Jeg var solgt til Patti Smith på stedet. Og har været det lige siden.

2001. Roskilde Festivals Orange Scene. Patti Smiths formidable koncert kulminerer med en udgave af Pearl Jams 'Alive' på selv samme sted, hvor ni unge mænd var blevet trampet ihjel året før. Folk både på og foran scenen står helt bogstavelig talt og græder. Af både sorg og forløsning. Det er rockmusik, når den er størst og bedst. Ren, spirituel energi, der i én støjende, nærmest rituel bevægelse og besværgelse løfter de ca. 50.000 forsamlede mennesker op i en sfære, hvor vi pludselig bliver en og samme krop og bevidsthed. Måske en illusion, men i så fald en fandens smuk af slagsen.

Se også: Sangstjernes rock'n'roll-liv bliver til tv-serie

2003. Patti og jeg sidder i bagende solskin på trappen foran det aarhusianske spillested Train, hvor hun om et par timer skal optræde. Pattis jakke er luvslidt og møgbeskidt og ligner fuldstændig den fra 'Horses'. Støvlerne ligner noget, hun har fundet i en container, og håret er gråsprængt, men den spinkle krop er stadig imponerende adræt, og ilden brænder endnu hårdt i den 56-årige kunstners øjne.

- Jeg opfatter stadig rock som en kunstform skabt af folket for folket og ikke som et middel til at tjene penge eller noget, man ser på tv mellem quiz-shows. Rock skal ikke være glamourøs eller reduceres til tom underholdning. Jeg har altid spillet for outsiderne, dem der har det svært. Det er min måde at fortælle dem på, at de ikke er alene, at der er en måde, de kan opnå deres mål på, selv om de ikke følger de vedtagne regler. Dem jeg engang kaldte 'rock'n'roll niggers'.

- Rock tilhører ikke aktionærerne eller de store stjerner med deres limousiner og stoffer.  Det er måske naivt, men sådan opfatter jeg det stadig. Og jeg har intet imod at blive ved med at løbe panden mod muren. Det sætter jeg faktisk en ære i. Eller sagt på en anden måde - den dag jeg giver op og bare accepterer tingenes tilstand, er jeg for alvor død.

Se også: Amerikansk stjerne med i ny Forbrydelsen

2015. Der var nok ikke så mange 'rock'n'roll niggers' til stede her til aften i Det Kgl. Teaters hæderkronede Gamle Sal - snarere forskellige varianter af den herskende, kreative klasse - men ellers var alt ved det gamle. Som i Patti Smiths tilfælde altid er her og nu. Patos, passion og power er stadig kodeordene hos det 68-årige rockikon, der heldigvis nægter at overgive sig til overmagten: alment snæversyn og kortsigtet grådighed.

Hun tror simpelthen stadig på 'peace, love, harmony and rock'n'roll', som hun så præcist udtrykte det. Og gør det med sådan en overbevisende gennemslagskraft, at vi andre sgu også æder den råt. Kunst kan stadig godt være et frigørende projekt - både på det personlige og det politiske plan, som hos Patti altid er uløseligt forbundne. Det kan man måske nok affeje som himmelråbende naivt, men så længe man er i selskab med hende får man for en stund faktisk troen på mennesket tilbage. Det er da alligevel noget.

De lidt stive omgivelser (jeg lærer nok aldrig at elske nationalscenen som ramme for rockkoncerter) medførte indledningsvis en noget andægtig stemning under opførelsen af debutalbummet 'Horses' (og er der noget, som Patti ikke er, så er det sgu andægtig), men under en fabulerende version af 'Birdland' begyndte tingene så småt at løsne sig, vi skulle dog helt frem til 'Land of a Thousand Dances'-afsnittet i hovedsangen 'Land' før publikum for alvor kom op af plyssæderne.

Lidt ærgerligt, for den nu helt gråhårede drømmefanger leverer nu engang sit ypperste i mod- og medspil med publikum, og det var der simpelthen for lidt af her til aften. Også i den efterfølgende greatest hits-afdeling. Men selv en Smith med band på blot 70 eller 80 procent af deres ydeevne er stadig en yderst potent firetakters rockmotor, hvor præk og poesi går op i en sjælden højere enhed. Hellere et helhjertet halvkiks end alt det forlorne pis, som man dagligt udsættes for i den her såkaldte branche.

Man føler sig simpelthen som et bedre og mere kærligt menneske, når man går ud i sommernatten med de omskrevne linjer fra den monumentale version af 'My Generation' - 'hope I live 'til I get old' - bankende i baghovedet. Vi er liv og lys. Og Patti minder os om det.  Hver gang.

Se også: Slingrende soundtrack

8 kommentarer
Vis kommentarer