- Skal du til Robbie Williams?! Findes han endnu?! udbrød en smuk blondine.
Ja, det gør han. Desværre fristes man til at sige.
Men Robbie, der fylder 50 næste år, kan stadig sælge billetter. Parken er godt nok skiftet ud med Royal Arena, men mandag var der udsolgt.
Det var der også søndag i Boxen i Herning.
Hvorfor? Det blev man ikke klogere på i Royal Arena. Måske snarere tværtimod.
Anstrengt øvelse
Robbie har altid været for poppen, hvad bagelen er for fødevarer. En intetsigende åndsbolle med et hul, hvor indholdet burde være.
Men nu er han snarere en dej, der har stået alt for længe på køkkenbordet. Glemt af de fleste.
Entertaineren blævrede omkring som et afdanket fortidslevn i København. Showet var på karakteristisk vis en anstrengt øvelse i at aflede opmærksomheden fra musikken.
Robbies repertoire er så lallende ligegyldigt, at det må betegnes som et mirakel, at han er blevet milliardær. Manden har omkvæd som:
‘You think that I'm strong/You're wrong/You're wrong/I’m singing my song/My song/My song’.
Lukkede lort ud
I Royal Arena snakkede han omtrent lige så meget, som han sang. Underholdningen var mindst kedelig, når han snakkede. Det siger mest om sangene.
’The Flood’, ’Candy’ og ’Strong’ spillet af et totalt uinspireret band burde ingen betale for at høre. De 16.000 burde blive betalt for at høre det.
Vittighederne manglede frækheden og fandenivoldskheden fra de gode gamle dage, hvor Robbie havde tyndskid og måtte aflyse med Take That i Parken.
Tilsat mekanisk Duracell-energi og et arsenal af telepromptere lukkede han tyndt lort ud om alt fra sit gamle boyband over ’Hørning’ til sin penis, men i nogle ’hudløst ærlige’ monologer blev der i ramme alvor også tid til at berette om traumatiske nedture med stoffer, ensomhed og naturligvis Take That.
Hvad er værre end Robbie? Robbie, der vil tages seriøst. Popkomikeren er for latterlig.
Til sommer er han hovednavn på den fynske festival Heartland. Selvom Robbie er færdig, findes han nemlig endnu.