Nick Cave har de seneste tyve år haft umådeligt svært ved at leve op til sine besættende udgivelser fra karrierens første to årtier, men popularitetsmæssigt topper han noget fornuftsstridigt nu.
En forårsaften i 1984 optrådte Cave i Ungdomshuset. Sidan har veteranen besøgt alt fra Den Grå Hal til Falconer Salen, og på en efterårsdag i 2017 fyldte han så Royal Arena, efter samtlige 16.000 billetter røg på blot 48 minutter tilbage i februar.
Triumf for Nick Cave efter søns død
- We love you Nick! lød det flere gange fra salen med hengivenhed i stemmen, da legenden badede sig i menighedens forgudelse gennem hele 140 minutter.
Musikalsk blev oplevelsen dog aldrig ligeså stor som flipperne på Caves skjorte.
Else på scenen
Han leverede hele syv af de otte numre på sidste års uforløste ’Skeleton Tree’, der kredser om Caves tab af sin teenagesøn, Arthur, som døde i en faldulykke i 2015.
Albummet er rigt på følelser, men fattigt på velskrevne sange, og selvom poeten, der fyldte 60 i september, spankulerede frem og tilbage på scenekanten, så stod især ’I Need You’, ’Magneto’ og ’Girl in Amber’ ganske stille.
Nick Cave helt i sort efter tragedie
Fra sit omfattende bagkatalog hentede Cave klenodierne ’From Her to Eternity’, ’Tupelo’, ’The Mercy Seat’ og adskillige andre, som han må have sunget bedre mindst en snes gange på dansk grund gennem årene.
Det føltes som tomme ritualer, og sætlistens eneste overraskelse var egentlig, at der ikke var en eneste overraskelse.
Men den danske sopran Else Torp dukkede immervæk op og sang med på ’Distant Sky’, som hun gør på studieudgaven. Det var magisk på linje med toiletkøen.
Caves repertoire er slet ikke skabt til at blive udlevet i en multiarena, hvor der er musical i næste uge og ishockey næste år.
Spil for galleriet
Backingbandet The Bad Seeds fik ingen afgørende effekt, og til trods for at lydkvaliteten var hæderlig for så mægtigt et rum, så savnede man basalt nærvær, gennemslagskraft og tyngde i ensemblets underligt diffuse klang.
En simpel version af ’Into My Arms’ med publikum på forbavsende flot kor var seancens eneste virkeligt vellykkede indslag.
Autenticitet er et søgt begreb indenfor rock’n’roll, men mere end nogensinde ligner Cave en mand, der har stillet sig tilfreds med bare at spille rollen som sig selv, og entertainerens forestilling i Royal Arena mindede om spil for galleriet.
Under ekstranumrene forfaldt ikonet til et fortærsket trick som at gå ud blandt publikum, og kort efter inviterede han i vanlig stil en hel horde af tilbedere op på scenen under mordballaden 'Stagger Lee'. Det virkede komplet latterligt.
Cave havde måne i sin karakteristiske manke tidligere i karrieren. Den er mirakuløst forsvundet. Det er hans format desværre også.
