Fedt! En weirdos glade vanvid

Satirikeren 'Weird Al' Yankovic bombarderede publikum med galskab i Store Vega

'Weird Al' Yankovic pustede sig helt op som Michael Jackson under parodien 'Fat'. (Foto: Jonas Olufson)
'Weird Al' Yankovic pustede sig helt op som Michael Jackson under parodien 'Fat'. (Foto: Jonas Olufson)

'Weird Al' Yankovic, Store Vega, København, mandag 28. september

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det er sjældent, at det som dansk koncertgænger er passende at trække i hawaiiskjorten på en mandag i slutningen af september, men det hører bestemt også til sjældenhederne, at ’Weird Al’ Yankovic viser sit arsenal af spraglede skjorter frem herhjemme.

Da den californiske komiker gik på scenen i udsolgte Store Vega markerede det faktisk hans første show i Danmark. Og hvilken entré!

Se også: Chok: Al Yankovic topper i USA

På salens storskærm så den mildest talt forventningsfulde folkemængde en liveoptagelse af Yankovic, som sprang ud af sin turbus, der stod parkeret umiddelbart udenfor Store Vega.

Galningen fremførte efterfølgende ’Tacky’, der er hans fortolkning af Pharrell Williams’ verdenshit ’Happy’, mens han frejdigt spankulerede hen ad Enghavevej og dernæst kækt arbejdede sig op gennem bygningen, til han til sidst blev hyldet i rampelyset. 

Se også: Phucked up phest med Pharrell

Det var starten på 110 minutter, der understregede, at 55-årige Yankovic er en humørspreder, som tager sin humor meget alvorligt.

I et afsindigt professionelt og sindrigt tilrettelagt sæt fremstod entertainerens timing noget nær perfekt, men i perioder blev plathederne simpelthen for platte og bombardementet af vanvid lidt for udvandet.

Rablende pasticher
Yankovic har siden starten af 1980’erne været præsidenten for musikalske parodier, og med en samling entusiastiske danske nørder fejrede ’Weird Al’ flere årtiers rablende pasticher i et indforstået og mildest talt mærkeligt univers.

Michael Jackson er et af Yankovic’ yndlingsofre, og hans kreative latterliggørelse af popkongen i form af ’Fat’ og ’Eat It’ var blandt højdepunkterne i en seance, der på grund af spøgefuglens talrige kostumeskift fik et noget abrupt præg.  

Mens Yankovic trak i endnu et grotesk outfit blev publikum holdt hen med alskens gamle klip på storskærmen, og selv om de fleste var sjove og veloplagt sakset sammen, så gav det uundgåeligt koncerten en særpræget rytme, man lige skulle vænne sig til.

(Foto: Jonas Olufson)
(Foto: Jonas Olufson)

Yankovic hev naturligvis også sin elskede harmonika frem gentagende gange, og selv om han forsøger at skjule det, så er han tydeligvis en musikalsk begavelse, der desuden kontrollerede sin forrykte stemmepragt på imponerende vis.

Queens ’Another One Bites the Dust’ hedder ‘Another One Rides the Bus’ i Yankovic’ verden, mens Madonnas ‘Like a Virgin’ naturligvis får en ansigtsløftning til ‘Like a Surgeon’.

Se også: Bindegale rockklovne går linen ud

I en forrygende finale tilsat ’Star Wars’-tema skrålede eneren ’Yoda’ - det er The Kinks’ ’Lola’ - og salen skrålede med i en grad, så Yankovic vist smilede oprigtigt, da han til allersidst smed klovnemasken og vinkede farvel.  

Sikke en weirdo.

1 af 9 (Foto: Jonas Olufson)
2 af 9 (Foto: Jonas Olufson)
3 af 9 (Foto: Jonas Olufson)
4 af 9 (Foto: Jonas Olufson)
5 af 9 (Foto: Jonas Olufson)
6 af 9 (Foto: Jonas Olufson)
7 af 9 (Foto: Jonas Olufson)
8 af 9 (Foto: Jonas Olufson)
9 af 9 'Weird Al' Yankovic pustede sig helt op som Michael Jackson under parodien 'Fat'. (Foto: Jonas Olufson)
5 kommentarer
Vis kommentarer