Så landede Tessas længe frygtede debutalbum omsider.

Den gode nyhed er, at det rappende røvgevir nu på en måde vil tages alvorligt. Den dårlige nyhed er, at hun stadig er dårlig.

’Tessas hævn’ minder for meget om en karaokedag i fritidsklubben og for lidt om et talentfuldt og gennemarbejdet forsøg på at levere et vægtigt statement.

Tessa udviser ellers stort mod på afsluttende ’Engletårer’, hvor hun rapper om at være blevet udsat for seksuelle overgreb. Stor kunst er det bare ikke.

Tåreperseren drukner i en af albummets mange kandiserede lydkulisser, og Søs Fengers omkvæd er sødsuppe, der udvander effekten af Tessas fortælling. Det er vitterlig trist.

Snublende ufiks
Et par gode onelinere ændrer ikke på, at hendes flow, diktion og poetiske snilde er snublende ufiks, men hun har også dårlige arbejdsbetingelser i alt for mange bevidstløse produktioner.

Dynamiske ’Ding Dong’ og ’Lil ballademager’ er sjældne undtagelser.

’Tessas hævn’ er klædt ud som et mere modent udspil fra en umoden rapper, men under overfladen forfalder hun igen og igen til pik, patter og stereotyp selvforherligelse på navlepillende teenageniveau.

Det er, som om hun først og fremmest prøver at overbevise sig selv om, at hun er fantastisk. Der skal mere til at overbevise os andre.

Billedgalleri af Per Lange

Hård ghettostil
På albummets udgivelsesdag understregede Tessa, at hun de senere år er blevet en bedre performer. Det kunne også kun gå den vej.

Hun indtog Jelling Musikfestival med selvsikkerhed, selvironi og et herligt bredt smil, der øjeblikkelig forplantede sig til forbilledets kåde fanskare.

Der var ikke så mange ved hovedscenen, men mange af dem, der var der, de var der virkelig.

Ungdommen havde en fest, mens deres forældre sad parkeret nede bagved i campingmøblementet. Hård ghettostil på en græsmark i Jylland.

Håbløs timing
Tessas seje dansere sparkede energi ind i sættet, men hovedpersonen spændte ben for enhver form for momentum ved igen og igen at knevre mellem numrene.

Rapmæssigt havde hun også håbløs timing. Hun kompenserede ved at råbe.

Bortset fra dialekten var det svært at høre forskel på Tessa og alle de andre selvudnævnte bitches, der dansede for hendes fødder, men den kollektive fejring af det stærke køn anno 2023 havde afgjort en vis underholdningsværdi.

Så længe det varede, gav optrinnet tydeligvis mening for tøserne, som jo højlydt elsker det, som Tessa ganske rammende kaldte 'fissemusik’.

Det er unægtelig musik med hul i.