Forrykt: Nik & Jay saboteret i Tivoli

Lyden var latterlig lav, da duoen samlede 32.000 til Fredagsrock på overfyldte Plænen  

Niclas Genkel Petersen og Jannik Brandt Thomsen optrådte fra klokken 22:00 til 23:20. Foto: Per Lange
Niclas Genkel Petersen og Jannik Brandt Thomsen optrådte fra klokken 22:00 til 23:20. Foto: Per Lange

Nik & Jay, Tivoli, København, fredag 22. september

Det egentlig ret underlige udtryk ’at se en koncert’ gav pludselig mening, mens Nik & Jay optrådte i Tivoli sent fredag aften.

Man kunne nemlig kun se de to popidoler. Det var derimod frustrerende svært at høre dem.

Tivoli er stadig underlagt kommunens strenge regler for, hvor højt - eller snarere lavt - der må spilles på Plænen. Normalt skruer de op på 4, men Nik & Jay var nede på 2,5.

Tivoli hårdt ramt: Får gok i nødden

Makkerparret var sidste navn på sæsonens program for Fredagsrock, og de slog publikumsrekord med 32.000, hvilket ifølge Tivoli er meget tæt på fuldt hus.

Det føltes nu som mere end udsolgt, og det var ikke en seance for folk med klaustrofobi. Mere behagelig blev trængslen ikke af, at mange gæster var dumfulde, og der herskede en afstumpet stemning, som dog i nogen grad blev overdøvet af den ivrigt skrålende skare.

De overdøvede faktisk også Nik & Jay.

Impotente stoddere
Hitmagerne fra Værløse gjorde det ikke nemmere for sig selv, da de helt håbløst begyndte med to akustiske numre, der fuldkommen forsvandt i Plænens særlige atmosfære af fadøl, selfiestænger og konstant knevren. 

Men ellers blærede blærerøvene sig nu på veloplagt vis, og selv om poptøserne hvinede højere end Niclas Genkel Petersen og Jannik Brandt Thomsen, så var det svært ikke at trække på smilebåndet til det svage ekko af de uforlignelige landeplager 'Boing!', 'Hot', 'Lækker' og afsluttende 'En dag tilbage'.

Fredagsrock har været en våd omgang i år, men det holdt tørt til Nik & Jay. Foto: Per Lange
Fredagsrock har været en våd omgang i år, men det holdt tørt til Nik & Jay. Foto: Per Lange

Størst bifald fik Nik, da han smed trøjen. Det blev kun overgået, da han smed undertrøjen og stod i bar overkrop, hvilket fik modne kvinder til at te sig som teenagere.

Musikalsk var stodderne dog impotente på grund af det latterlige lydniveau, og seancen føltes som det må være at dyrke sex med en sovepose som kondom.

Nik & Jay: Kongerne af Royal Arena

Nik & Jay og alle de andre danske popstjerner stiller op igen og igen i Tivoli, fordi de får en masse penge for det. Og folket kommer igen og igen, fordi det ikke koster en masse at komme ind.

Pseudooplevelserne fortsætter næste år, hvis ikke Tivoli får overtalt kommunen til at fyre op for volumen. Det gør de nok ikke, så på Plænen må vi nøjes med at se koncerter. 

 

Megashowet i København var det sidste på makkerparrets sommerturné. Foto: Per Lange
Megashowet i København var det sidste på makkerparrets sommerturné. Foto: Per Lange

Sætliste

1. Linje H

2. Kommer igen

3. Endnu en

4. #pæntnejtak

5. Forstadsdrømme

6. Fest

7. I Love Ya pt. 2

8. Skytsengel

9. Ocean of You

10. Novembervej

11. Lækker

12. Boing!

13. Hele vejen

14. United

15. Magisk

16. Domestic

17. Mod solnedgangen

18. Hot

Ekstranumre

19. Frels mig

20. En dag tilbage