På NorthSide er der tradition for at gemme godterne til allersidst.
Portishead, The Black Keys og Beck har alle sendt publikum hjem med mindeværdige koncerter de seneste år, og i 2017 var det så mageløse Radiohead, der lukkede festivalen.
Det show glemmer man heller ikke lige foreløbig.
Det var nu desværre mindst ligeså meget på grund af omstændighederne som på grund af gruppens musik.
Regnen silede nemlig ned stort set uafbrudt gennem Radioheads knap to timer lange koncert, og det var simpelthen umuligt at nyde orkesterets format i fulde drag.
Mod udgangen
Navnlig i begyndelsen af seancen væltede vandmasserne fra den sorte himmel med en intensitet, så Jylland føltes som Thailand. Hvis det altså var 12 grader i Bangkok.
NorthSides hårdt prøvede publikum, der også fredag blev udsat for en syndflod, deserterede løbende i tusindvis i en lind strøm mod udgangen.
Dem, der trodsede vejrguderne, blev belønnet med en koncert, der var så glimrende, som den slags kan blive, når man egentlig helst vil flygte.
Fra klokken 22.28 til 00.24 demonstrerede Radiohead, at de er blevet deres generations svar på Pink Floyd, og tilsat overbevisende musikalitet plukkede de perler fra alle hjørner af kataloget.
Frontmand Thom Yorke kastede sig ud i sin spastiske robotdans under englændernes krautede materiale, der fungerede fornemt med bandets blændende rytmesektion bestående af Philip Selway, Colin Greenwood samt den ekstra trommeslager, lejesvenden Clive Deamer.
Opløftende øjeblik
Yorke virkede underligt uinteresseret i ’Airbag’, men ellers spillede Radiohead med koncentreret indlevelse, som dog til tider virkede så kontrolleret, at musikken mindede om et matematikforedrag.
- Thanks for staying in the pissin' rain, lød det fra scenen inden ekstranumrene, og samtidig holdt det faktisk op med at regne. I fem minutter.
Under 'Paranoid Android' brød galskaben ud, da publikum skrålede med på 'Rain down, rain down/Come on rain down on me' i en slags tragikomisk afmagt over den gennemblødte forestilling.
Selv ikke Elvis Presley eller selveste Thomas Helmig kunne have skabt magi i mudderpølen, men afsluttende 'Karma Police' glimtede i natten og smatten med de drivvåde publikumsrester på kor.
Det var et sjældent opløftende øjeblik på en nedtursagtig festival. Og lad os SÅ komme hjem.
