Paul Simon fyldte 75 for et par uger siden, og han er pludselig begyndt at se meget gammel ud, men musikalsk holder kapaciteten sig bedre end alle de andre store.
Det faktum cementerede newyorkeren med en pragtfuld koncert i Aalborg.
Simon ER simpelt hen musik.
Det virker som om de mest overvældende melodier, rytmer og harmonier bare flyder ud af ham fra en inspirationskilde, der tilsyneladende aldrig kalker til.
Selv oldtimerens vidunderlige stemme besidder fortsat 1960’ernes uspolerede klang.
Legende let og tilsat boblende overskud gled Simon ubesværet gennem sit katalog og plukkede sange fra hele karrieren, der blev tilføjet endnu et pragtværk i form af sommerens ’Stranger to Stranger’, som dog desværre kun var repræsenteret med tre numre - titelsangen lød til gengæld tindrende magisk.
Tvivlsomme omgivelser
Gigantium meldte udsolgt med 6500 siddende publikummer i den enorme hal, der minder om en flyhangar, hvilket ikke er befordrende for Simons nænsomme toner, og den lille mand og hans ni blændende medmusikanter stod meget langt væk.
Halvanden time inde i showet forlod mange hundrede da også deres stole og gik frem for at komme tættere på den uimodståelige tusindkunstner.
Afstanden var ikke så håbløs som dengang, Simon var i Parken med Garfunkel, men efter mere eller mindre mageløse koncerter i Boxen, Arena Fyn og minsandten på en grusbane i Randers, har vi vist snart fortjent at opleve mesteren under gunstige forhold.
Og gad vide hvad han så kan udrette, når han er fabelagtig i tvivlsomme omgivelser?
Gennem 135 minutter omfavnede han Nordjylland med en gavmild generøsitet og dyb humanisme, der desværre er noget nær enestående i underholdningsindustrien anno 2016.
Stilhed med gåsehud
Højdepunkter? Masser. Højdepunkterne blandt højdepunkterne:
En sprudlende ’That Was Your Mother’ fik Simon til at danse som en nyforelsket.
’Slip Slidin’ Away’ var overvældende i dens bevægende underspillethed.
Ganske vanvittige ’Wristband’ spjættede sublimt på et superfunky groove.
’The Sound of Silence’ gav gåsehud. Og Gigantium var stille. Helt stille. Da klassikeren var forbi, brød jubelen ud.
Under hele syv ekstranumre sang Simon en skøn ’Still Crazy After All These Years’, og det er bestemt ikke det eneste, han stadig er.
Fortryllende.
