Guds søn på Christianshavn

Fornøjelig kirkekoncert med vedkommende Arlo Guthrie, der glødede i skyggen af sin far

Arlo Guthrie - veteranen optrådte i 90 lune minutter. (Foto: Henning Hjorth)
Arlo Guthrie - veteranen optrådte i 90 lune minutter. (Foto: Henning Hjorth)

Arlo Guthrie, Christians Kirke, København, torsdag 19. januar

Det er næppe nemt at være søn af en legende. Sønnerne af Leonard Cohen, Paul Simon, John Lennon og Bob Dylan har i hvert fald kæmpet med kendsgerningerne.

DYLAN: GULDGUBBEN GLIMTEDE I HERNING

Arlo Guthrie lader derimod til at have accepteret, at hans far var folkmusikkens gud, Woody, der ville være blevet 100 år 14. juli, og torsdag aften i København klædte det faktisk spillemanden med tegneserie-mimikken og cocker spaniel-frisuren, at han var stolt af sin sjældne skæbne.

Troubadouren fyldte flotte Christians Kirke op med både begejstrede publikummer og pragtfulde sange, der blev kædet underholdende og vedkommende sammen af anekdoter, som glimtede underfundigt af den tummelumske charme og omtågede snusfornuft, der kendetegner hans satiriske kendingsmelodi, ’Alice’s Restaurant’ fra 1967.

Pladesamling i jeans
Den over atten minutter lange fabel spillede han såmænd ikke, men det gjorde ingenting, for gennem et 64 år langt liv har manden fra Coney Island, New York skrabet så mange vidunderlige sange sammen, at han minder om en omvandrende pladesamling i jeans og lædervest.

WILLIE NELSON - 75 I RØG OG HAMP

Tilsat fortræffeligt guitarspil og en behagelig, nasal røst, der mindede mere om Dylans end ikonets forbillede, som jo er Arlos far, gav Guthrie Jr. fine fortolkninger af blandt andre ’Key to the Highway’ og ’City of New Orleans’ samt den gamles ’Deportee’ og ’This Land Is Your Land’.

Guds søn fik det til at se nemt ud.