Guns N’ Roses aner bare ikke, hvad der er godt for gruppen. Og ikke mindst dens mange fans.
Efter en umanerlig opslidende koncert i Parken i fjor gentog de såmænd kunststykket i Odense med en nærmest ubærlig lang optræden på to timer og 59 minutter - fem minutter længere end i hovedstadens lydhelvede.
Skandale: Guns N' Roses destrueret i Parken
Det lød heldigvis langt bedre på Dyrskuepladsen, hvor 38.000 mødte op for at se girafferne, og atter blev man bekræftet i, at luft er at foretrække frem for betontribuner, når det gælder akustik.
Det var imidlertid en skam, at Guns N’ Roses ikke var dygtigere til at udfylde en smuk sommeraftens indbydende rammer.
Et par overraskelser
De har simpelthen selvindsigt som psykopater på coke, så i stedet for at levere et veltrimmet sæt blev der liret løs med endeløse soloer, introer, outroer, intermezzoer og coverversioner nok til et helt karaokeanlæg.
Veteranerne lagde sågar lige en reggaesekvens ind i ’Knockin’ on Heaven’s Door’. Der er ingen hjemme.
De virkede egentlig relativt interesserede i opgaven, men snerrende udgaver af ’Welcome to the Jungle’, ’You Could Be Mine’ og ’Nightrain’ fyldte for lidt i den absurd lange forestilling.
Guns N’ Roses har slet ikke stærke sange nok til at spille tre timer, og både publikum og tiden stod meget, meget stille under blandt mange andre ’Coma’, ’Estranged’ og ’This I Love’.
AXL/DC: Appetit på destruktion
Der var god tid til overraskelser, så der kom et par stykker i form af sjældenheden ’Shadow of Your Love', som de angiveligt ikke har spillet siden 1987, og blandt fortolkningerne var ’Wichita Lineman’ mildest talt mystisk med Axl Rose på slap line i pudsig skikkelse af nænsom crooner.
Frontmanden konsoliderede formen fra sine to seneste danmarksbesøg, og efter at have været verden rundt med AC/DC er der kommet en hel anden disciplin over den genfødte galning, hvis karakteristiske kædesavsvokal skar godt igennem.
Hard Rock Café
Guns N’ Roses anno 2018 er mere Hard Rock Café end hard rock og en nostalgisk milliardforretning, der er komplet ufarlig i forhold til amerikanernes utilregnelige opførsel i storhedstiden sidst i 1980’erne. Ganske symptomatisk opfordrede Rose publikum til ikke at ’smide med krus fyldt med øl og pis’.
De fremmødte fremstod nu ikke ligefrem som vandaler. I VIP-afdelingen mindede det om en bankfilials årlige sommerudflugt, mens de billige rækker var spækket med typer, man også kan rende ind i til Grøn Koncert, Volbeat eller på Restaurant Flammen.
Forrykte AXL/DC: Lort N' lagkage
Folk klappede mest af fyrværkeriet, og et ægtepar oppe foran hyggede sig med at dele en pose chips - saltede.
Axl Rose overrasker Lars Ulrich
Inde i de 179 minutter var der en god koncert på 75 minutter, men Guns N’ Roses evner ikke at redigere deres rock’n’roll, så man stod tilbage med samme frustrerende fornemmelse, som da de to ’Use Your Illusion’-dobbeltalbum viste sig at indeholde holdbart materiale nok til en enkelt skive.
De burde bruge deres fornuft. Hvis de havde sådan en.
