Sådan en tidlig fredag aften på Smukfest, når der virkelig skal gang i løjerne, så er det jo med at ringe til en rigtig partytype og få vedkommende op på Bøgescenerne.
I stedet kom Tina Dickow.
Hendes koncert føltes som at styrte på cykel i en brandert. De fulde blev ædru. En af de ædru ville ønske, han var plakatfuld.
Smukfest er jo officielt en flugt fra dagligdagen, men seancen var en mandag morgen uden tømmermænd.
Famlende start
Efter en nærmest amatøragtigt famlende start med ’Hjertestorm’ fandt koncerten et mere stabilt bundniveau, og tilsat klapsalver, der var endnu mere spredte end publikum, spillede Tina Dickow flere sange fra forårets knap så ophidsende ’Bitte små ryk’.
Albummet er ikke blevet den store succes, selv om Tina Dickow er gået fra engelsk til jysk, der jo plejer at øge populariteten. I hvert fald i Jylland.
Trods aarhusianerens hjemmebanefordel virkede det som lysår siden, at hun måske blev den nye Anne Linnet, og forestillingen var tynget af, at alle kunne mærke, Tina Dickow har fremtiden bag sig.
Melodisk velfunderede numre som ’Nobody’s Man’, ’Lidt mere menneske’ og ’Count to Ten’ vidnede om hendes håndværksmæssige kvaliteter, men koncerten mindede mest af alt om en sløj kristen andagt med sangerinden i mærkelig teatralsk skikkelse af missionær for kedsomhed.
Lad os håbe Smukfest mister hendes nummer.
